Udvalgsformand: Sønderborgs skolebørn får tilbudt låne-computer

18. juli 2017 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Erik Lorenzen, slår fast, at alle de børn og unge, der ønsker at få stillet en computer til rådighed i folkeskolerne, får det i dag og vil også få det fremover.

De seneste dages debat på sociale medier og i aviser kunne få nogle til at tro, at det ikke forholdt sig således.

Sønderborg Kommune har ligesom de fleste danske kommuner siden 2013 arbejdet med en IT-satsning i folkeskolerne som sikrer, at eleverne altid kan få stillet en computer til rådighed. Der er også mulighed for, at eleverne kan tage deres egen computer med.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er en ordning, som har fungeret udmærket i fire år og en prioritering af de økonomiske midler, som gør, at vi er kommet langt med den digitale udvikling på vores folkeskoler”, siger udvalgsformand Erik Lorenzen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Hvis der politisk er ønsker om, at vi fremover skal gøre det anderledes – især ledsaget af et godt forslag til, hvordan vi skal finansiere det – så vil jeg med glæde se på det igen. Derfor har jeg også bedt forvaltningen sætte et punkt på udvalgets møde i august”.

Artiklen fortsætter under annoncen