CEPOS har netop offentliggjort en liste over, hvilke kommuner der scorer højest på forældretilfredshed, og her placerer Sønderborg Kommunes folkeskoler sig pænt med en score på 3,8 på en skala fra 1 til 5. Scoren ligger dog en smule under landsgennemsnittet på 4,1.
På erhvervsområdet har Sønderborg en klar målsætning om at være blandt de 10 mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, men en tilsvarende målsætning findes ikke for kommunens folkeskoler.
”Vi har ikke nogen målsætning, der direkte svarer til erhvervsområdet. Vores strategiske udgangspunkt er ’Kvalitet i dagtilbud og skoler’ (vedtaget af byrådet i 2017, red.), som indeholder 15 anbefalinger, der skal sikre bedre faglighed og trivsel for vores børn i både dagtilbud og skole. Denne strategi har vi i indeværende valgperiode arbejdet med at evaluere, og det er min forventning, at vi næste år kan vedtage en opdateret strategi”, siger formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling, til SønderborgNYT, og fortsætter:
”Først og fremmest glæder det mig, at også CEPOS’ undersøgelse viser gode resultater i forhold til forældretilfredshed. I foråret var udvalget og forvaltningen ude på samtlige skoler for at holde skoleudviklingssamtaler. En del af dagsordenen her var også forældretilfredshed med udgangspunkt i Børne- og Undervisningsministeriets brugertilfredshedsundersøgelse. Udgangspunktet på langt de fleste af vores folkeskoler viste en stor tilfredshed med skolen,” siger Jesper Smaling.
Til skoleudviklingssamtalerne deltog også forældre fra skolebestyrelserne, hvilket ifølge udvalgsformanden gav et godt udgangspunkt for en konkret dialog om forældretilfredsheden.
I Sønderborg har byrådet besluttet, at det kommende årti skal være skolernes årti. Blandt andet skal der bruges omkring 50 mio. kroner årligt på skolerenoveringer. Dette står i kontrast til CEPOS’ vurdering, hvor deres analyse viser, at der ikke er nogen statistisk sammenhæng mellem ressourcer pr. elev og forældrenes tilfredshed samt politiske prioriteringer, hvor fokus ofte ligger på at tilføre flere midler til folkeskolen.
”Politikernes løsning er oftest at sende flere penge, når de forsøger at forbedre folkeskolen. Det er tankevækkende, når det ikke er dét, der skaber tilfredshed hos forældrene. I stedet bør vi rette fokus mod de faktorer, der virkelig betyder noget: bedre skoleledelse, lærernes trivsel og elevernes faglige og sociale udvikling”, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS, i en pressemeddelelse.
Denne udmelding kommer dog ikke bag på formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget.
”Det er ikke nogen kæmpe overraskelse for mig, at CEPOS, som er en borgerlig-liberal tænketank, anbefaler, at vi skal bruge færre penge på vores folkeskole. Jeg er dog ikke enig med dem. Skolerenoveringer skal, som tidligere nævnt, ikke stå alene, men jeg tror stærkt på, at en modernisering af vores folkeskoler – hvor der fokuseres både på indeklima, en bedre udnyttelse af skolernes lege- og læringsrum samt en opdatering af faglokalerne – vil bidrage positivt til medarbejdernes trivsel såvel som elevernes faglige og sociale udvikling og trivsel”, siger Jesper Smaling til SønderborgNYT og tilføjer:
”Skolemoderniseringerne skal ikke stå alene. Vi skal fortsætte de ambitioner, vi har for at skabe en mere inkluderende skole, hvor børnene møder flere voksne i klasserummene – også i de ældre klasser”.
CEPOS’ undersøgelse blev gennemført via en spørgeskemaundersøgelse, der kortlagde forældrenes tilfredshed med undervisning, trivsel, samarbejde, ledelse, indsatsen mod mobning og forberedelse til valg af ungdomsuddannelse.