Anders Bondo: Godt at måltal for inklusion skrottes

11. maj 2016 Sundeved Skrevet af: Ole Kæhler

Kommunerne har jagtet målsætningen om, at 96 procent af alle skoleelever skal inkluderes i en almindelig folkeskoleklasse uden at have tilstrækkeligt fokus på det enkelte barn.

Det siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, som derfor glæder sig over, at regeringen nu vil skrotte måltallet for inklusion.

“Det er forkert at sætte et måltal, fordi man så har et meget ensidigt fokus på tallet i stedet for på barnet. Det kan da godt ske, at der er nogle kommuner, hvor man når over 96 procent, men det kan også ske, at nogle kommuner ligger under”, siger lærernes formand ifølge Fyens Stiftstidende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lærerforeningen er generelt positivt stemt over for inklusions-tankegangen, men skal det lykkes at få langt de fleste børn til at blive en del af folkeskolens fællesskab, er der behov for flere penge.

“Hele inklusionstanken har været en spareøvelse, og de ressourcer skal føres tilbage til skolen”, siger Anders Bondo Christensen.

“Det nytter ikke noget, at man eksperimenterer med barnet ved at smække det ind i et klasseværelse uden at give det den undervisning og støtte, der skal til”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også formanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, håber, at det droppede måltal betyder, at der kan komme større fokus på det enkelte barn.

Ren retorik

Det er ren strategi og retorik, når regeringen lægger op til at fjerne måltallet om, at 96 procent af alle børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen.

Det mener Heidi Thamestrup, der er formand for Landsforeningen Autisme.

“Det er rigtig smart retorik. Man prøver at vise, at man imødekommer os, der har været kritiske over for det her. Men i virkeligheden er tallet ligegyldigt, for mange kommuner inkluderer allerede op til 100 procent af børnene.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er altså ikke en inklusion, hvor man nødvendigvis går i skole. Det er bare tilknytning til folkeskolen. Men mange børn med autisme kommer så bare slet ikke i skolen, fordi de ikke kan”, siger hun.

Regeringen vil onsdag fremlægge planer om at afskaffe den omdiskuterede målsætning om inklusion på baggrund af anbefalinger fra en ekspertgruppe.

Lige nu .....
Byrådsmøde direkte fra Rådhuset
Play Live TV