FV22: Benny Engelbrecht og Sønderborgs andre socialdemokrater er klar til valgkamp

2. september 2022 FV22 Skrevet af: Ole Kæhler

Socialdemokratiet har lejet lokalet på hjørnet af Æblegade og Perlegade og det har de, fordi de vil åbne en Valgcafé.  Når det ene og alene er statsminister Mette Frederiksen, som ved, hvornår valgkampen skydes i gang, så er det bedre at være på forkant end på bagkant.

Onsdag aften var det lokale ‘partisoldater’, som satte strips i valgplakaterne, så de kan sættes op i lygtepælene fra det øjeblik, hvor valget udskrives.

“De partimedlemmer, der skal sætte plakater op, de sidder klar på samme måde som de frivillige brandmænd og sidder klar, når de har vagt”, siger socialdemokraternes lokale folketingskandidat, Benny Engelbrecht.

Artiklen fortsætter under annoncen

Byrådsmedlem Preben Storm var med til at gøre valgplakater klar og SønderborgNYT spurgte ham, hvordan det er at være en del af en valgkamp, hvor han ikke selv er opstillet.

“Det vi laver i partiet er en holdindsats og for os handler det om at det bliver de røde partier, som kan lave et flertal. Det gælder både til folketingsvalg, regionsrådsvalg og byrådsvalg. Til byrådsvalget betød det ikke så meget, om jeg kom ind eller ikke – det vigtige var, at vi kunne samle et flertal”, sagde Preben Storm.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kun Statsministeren kender valgdatoen

“Det gør mig glad, der er nogen, som gør noget for fællesskabet. Selv har jeg været en del af alle de valg og folkeafstemninger, der har været siden 1993”, siger Benny Engelbrecht til SønderborgNYT. Han skønner, at der nok vil være omkring 100 lokale medlemmer fra Socialdemokratiet og DSU, som hjælper med valgkampen.

“Jeg må indrømme, jeg ikke ved, hvornår valget kommer. Jeg kan ikke sige, om det bliver om et par dage eller ved juletid”, siger kandidaten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesteren er klar

Torsdag var det en gruppe fra DSU og andre partimedlemmer, der havde en snak om, hvilke aktiviteter der skal være i cafeen – og borgmester Erik Lauritzen var selvfølgelig også kommet.

“Og jeg lover at hjælpe alt det, som jeg kan og jeg vil lige sige, at for en borgmester er det af stor betydning at have en direkte kanal til Folketinget og helst helt ind i regeringen”, sagde Erik Lauritzen til partikammeraterne.

“Men en borgmester kan ikke bare lige ringe og bestille, hvad han vil ha’. Det har jeg lige lært”, sagde han og det var understået, at det handlede om, at det ikke lykkedes Byrådet at få genåbnet for låneadgangen, så der kom penge til regningen på Logistikcentret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesteren fortæller, at det er vigtigt for Sønderjylland at have gode lokale, politikere på Christiansborg.

“Og det er Benny Engelbrecht om nogen – det samme var Frode Sørensen i sin tid – og Benny Engelbrecht er et stærkt folketingsmedlem, der bliver lyttet til på Christiansborg”.

Flere unge skal stemme

De unge fra DSU er klar til at hjælpe både partiet og Benny Engelbrecht med at få et godt valg.

“Vi vil være meget aktive og sprede god stemning med vores kampagner, hvor vi især vil prøve at nå de unge. Mange af dem er ligeglade med politik, men det er vigtigt, at de stemmer og det vil vi forklare dem”, siger Emilie Lindberg fra DSU.

24. april 2024 Uddannelse, Sønderborg

Skolebestyrelsen til Alssund-Skolen er på plads

24. april 2024 Uddannelse

Der har hen over foråret været valg til den nye skolebestyrelse, der officielt tiltræder den 1. august, på Alssund-Skolen. Den nye skolebestyrelse blev valgt ved fredsvalg og består af nuværende bestyrelsesmedlemmer fra skolebestyrelserne på både Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen samt et enkelt nyt medlem. Bestyrelsen består af ni medlemmer, der fordeler sig med fem medlemmer fra […]

Læs mere...