Mandag eftermiddag lagde Ruth Malle fra Sønderborgs Kvinde- og Krisecenter vejen forbi Bennys Valgbutik, hvor hun fortalte om det arbejde, der gøres af en håndfuld ansatte og 129 frivillige.
“Hvert år beder cirka 900 lokale kvinder om hjælp, fordi de udsættes for en eller anden form for vold”, siger Ruth Malle til de 23 tilhørere, der er samlet i Valgbutikken. Benny Engelbrecht deltager også og benytter lejligheden til at få masser af viden om Danmarks mest moderne Kvinde- og Krisecenter.
900 lokale kvinder og det betyder faktisk, at det er nogle vi ser, når vi handler ind, møder til koncerter eller udstillinger. Måske spiller vi fodbold med deres mænd eller kærester.
“Der er kvinder, der bliver slået, altså udsættes for psykisk vold, kvinder der rammes af psykisk vold, materiel vold eller økonomisk vold”, siger Ruth Malle og tilføjer, at det er de former for vold, der er beskrevet i FNs Menneskerettighedskonvention.
“Vi får også kvinder udefra og der er kvinder fra andre kulturer, der kommer til os, fordi de bliver truet med tvangsægteskab. De kvinder bliver meget hurtigt flytte til et såkaldt Safe House”, siger Ruth Malle. Hun får hurtigt sagt, at Sønderborg Kvinde- og Krisecenter netop mandag fylder hele 31 år.
Kultur-arbejde
“Kvinde- og Krisecentret er under Socialudvalget og har tidligere været under Sundhedsudvalget. Men det hører hjemme under Kulturudvalget, fordi vi arbejder med den måde, som mennesker er sammen på”, siger Ruth Malle, der bruger en stor del af sin arbejdstid på at søge penge fra forskellige fonde.
Det ville give Ruth Malle væsentlig mere tid til krise-arbejde, hvis Kvinde- og Krisecentre kom på Finansloven – og intet tyder på, at de problemstillinger de arbejder med, forsvinder lige med det første.
“Men nu er vi hos kommunen og den er ikke glad for, vi giver råd og vejledning uden at indskrive kvinderne. Får de et værelse, så kommer udligningsordningen og den er der penge i for kommunen, Altså sker der kassetænkning”, siger Krisecenterlederen.
Gør noget
Der er ingen såkaldt almindelige mænd, der klapper en voldelig familiefar på 
skulderen og roser ham. Tvært imod.
Men tit ved vi bare ikke, hvem der er, der slår sin kone/kæreste og børn.
“Når I møder en kvinde eller et barn, der ser ud til at være voldsramt, så sig til dem, at de vist ser ud til ikke at have det så godt. Måske vil de snakke om det og så kan I bede dem søge hjælp”, siger Ruth Malle.
“Der var en dreng på 12 år, som havde brændmærker efter cigaretter. Han havde flere hospitalsophold bag sig og havde været voldsramt i årevis, inden nogen gjorde noget”, siger Ruth Malle. Hun og kollegerne skriver underretninger til kommunerne, når de ser voldsramte børn.
Men uanset hvor voldsomme beskrivelser, der sendes til kommunerne, så sker det, at der i nogle kommuner tænkes mere på pengekassen end på børns ve og vel.
