Besparelser kan betyde skolelukninger i Sønderborg

Jesper Smaling udelukker ikke skolelukninger i sparerunde på skoleområdet
Jesper Smaling udelukker ikke skolelukninger i sparerunde på skoleområdet
7. juni 2023 Uddannelse Skrevet af: Michael Kjær

Børne- og Uddannelsesudvalget skal finde mange millioner i besparelser de kommende år, og derfor er alt i spil, når et såkaldt handlekatalog, som endnu ikke er offentliggjort, sendes i høring på fredag.

Besparelserne kommer blandt andet til at ramme de kommunale folkeskoler, og Jesper Smaling, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, udelukker ikke, at det kan betyde lukning af skoler i Sønderborg Kommune.

“Med de udfordringer, vi har lige nu, er vi nødt til at være åbne over for at finde nogle løsninger og også være ærlige og sige, at vi også er nødt til at kigge på vores skolestruktur. Vi er også nødt til at kigge på kvaliteten, altså servicen, om vi har råd til at have den på det niveau, vi har i dag, og det korte svar på det er, at det har vi ikke råd til, og så bliver vi nødt til at snakke om, hvad det så er, vi skal prioritere”, siger Jesper Smaling i et tv-interview til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborg Kommune er der 18 folkeskoler, og formanden for skolebestyrelsen for Ulkebøl Skole, Elena Larsen, oplyser til SønderborgNYT TV, at skolebestyrelsen allerede har drøftet eventuelle skolelukninger.

“Hvis det bliver os, så er vi klar til at ofre os, hvis bare skolevæsnet fungerer, og vi skal også være klar til at tage vores konsekvenser. Bliver det vores skole, så er det sådan, det er, og det har jeg også hørt fra andre formænd fra andre skolebestyrelser, som siger, at lukker de vores skole, så er det okay, bare folkeskolen og skolevæsenet fungerer i Sønderborg Kommune, så børnene får en anstændig skolegang og undervisning, og at de svage elever bliver støttet”, siger formanden for skolebestyrelsen på Ulkebøl Skole, Elena Larsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Skolebestyrelsesformanden frygter, at besparelserne vil gå ud over den samlede undervisningskvalitet på folkeskolerne i Sønderborg Kommune, og at der vil være store konsekvenser for den enkelte skole, hvilket vil ramme eleverne.

“Den største konsekvens af besparelserne vil være, at undervisningskvaliteten vil falde. Den velfærdsskole, vi er vant til, har vi ikke mere, så det vil betyde nedskæringer i valgfag, indskrænkninger i indkøb af materialer, besparelser på uddannede vikarer, og hvis det er store klasser, så bliver de sendt hjem, da vi har flere klasser, hvor vi har op til 29 elever i én klasse med én lærer, og det synes jeg er for meget,” siger Elena Larsen i et tv-interview til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jesper Smaling er enig i, at det er vigtigt, at der er kvalitet i undervisningen, og at der skal være tid til eleverne, men understreger, at der er sendt flere penge til skolerne pr. elev de seneste fem år.

“Hvis vi ser en lille smule historisk på vores budget på skoleområdet, så bruger vi faktisk næsten 17.000 kroner mere pr. elev i år end vi gjorde for fem år siden, og vi har i de tider, hvor økonomien tillader det, valgt at investere massivt i vores folkeskoler, blandt andet til to-lærerordninger på indskolingen, som vi mener har en stor værdi i Sønderborg Kommune,” siger Jesper Smaling og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er ikke for at negligere, at besparelserne kommer til at gøre ondt, det gør det, og det gør også ondt på politikerne, der skal træffe beslutningen, men grundlæggende handler det om, at vi har et samlet budget, som vi er nødt til at overholde, for vi kan ikke bruge penge, vi ikke har, og derfor bliver vi nødt til, i dialog med skolerne, at se på, hvordan får vi mest mulig kvalitet for de penge, vi nu engang har at gøre med,” siger Jesper Smaling til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kataloget over mulige besparelser på Børne- og Uddannelsesområdet sendes i høring fredag, og efter en høringsproces forventes det at blive godkendt i fagudvalget i august måned.

Du kan se hele tv-indslaget her på SønderborgNYT TV.

26. april 2024 Frivillige, Sønderborg

Den første madvaredonation til SINDs Folkekøkken er i hus

26. april 2024 Frivillige

Foreningen Sind arbejder ihærdigt på at genåbne Folkekøkkenet, som bliver til SINDs Folkekøkken og meningen er, at økonomisk pressede skal have mulighed for at få et godt måltid til en lav pris i Frivillighedens Hus. “Danish Crown har allerede doneret madvarer til den første gang, vi åbner vores folkekøkken og i dag, fredag, hentede jeg […]

Læs mere...