Bilist kører over i modsatte vejbane og rammer to biler

Arkivfoto

Arkivfoto

4. marts 2026 112 Skrevet af: Michael Kjær

Et færdselsuheld tirsdag klokken 12:17 i Broager involverede tre biler, da en ældre bilist kom over i den modsatte vejbane og ramte to modkørende køretøjer. Ingen personer kom til skade ved uheldet.

“100 meter vest for Industrivej i Broager kommer en personbil kørende i østlig retning ad Brovej, og føreren kører over midterstriberne og rammer først en bil på venstre side, som kom kørende i modsat retning. Umiddelbart bagefter kommer endnu en bil kørende i modsat retning og bliver også ramt”, oplyser politikommissær Grethe Bysted fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det var en 83-årig mand fra lokalområdet, der førte bilen, som kom over i den modsatte vejbane. Trods de to sammenstød slap alle involverede uden personskader og der skete kun materielle skader, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.