Blæst og bølger ødelagde endnu engang Strandpromenaden

Bølgerne tog en bid af Strandpromenaden. Foto: Sønderborg Kommune

Bølgerne tog en bid af Strandpromenaden. Foto: Sønderborg Kommune

10. januar 2026 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Så skete det endnu engang. Fredagens kraftig østenvind og høje bølger har efterladt nye ødelæggelser på Strandpromenaden i Sønderborg. En strækning på cirka 100 meter er blevet beskadiget, hvor både belægningen og dele af granithammeren er slået løs af bølgernes kraft.

Skaderne kommer, selv om kommunen så sent som i går havde lagt flere gummimåtte ud for at beskytte promenaden. Det forhindrede dog ikke, at bølgerne igen slog ind over den populære promenade og forårsagede ødelæggelser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Strandpromenaden blev indviet i 2017 og har siden været ramt flere gange af voldsomt vejr. Senest blev den beskadiget i januar 2025, i oktober 2024 og under stormfloden i 2023. Fredagens blæsevejr føjer sig dermed til rækken af hændelser, der igen har sat fokus på promenadens sårbarhed over for hårdt vejr.

Samlet set har vedligeholdelsen af Strandpromenaden samt brugen af eksterne konsulenter fra 2018 og frem til midten af 2025 kostet Sønderborg Kommune lidt over 2 millioner kroner, og omkostningerne til at udbedre skaderne fortsætter dermed efter gårsdagens blæsevejr og bølger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirsten Bachmann, formand for det nye Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalg, peger på, at der allerede sidste år blev arbejdet med konkrete løsninger, men at økonomien spændte ben.

“Desværre kunne vi i sidste års budgetforhandlinger ikke finde de midler, der skulle til for at sikre Strandpromenaden. Dermed valgte vi også at acceptere risikoen for skader, indtil der er etableret en permanent løsning. Jeg mener stadig, at udvalget sidste år pegede på en god løsning, der bevarer det flotte byrum på havnen samtidig med, at promenaden bliver mere robust over for voldsomt vejr. Indtil vi finder en varig løsning, sikrer vi promenaden med gummiplader”, siger Kirsten Bachmann.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune er lørdag i gang med oprydning og afspærring af det beskadigede område, og i næste uge begynder arbejdet med at planlægge og iværksætte selve reparationsarbejdet.

Den løsning, som Teknik-, By- og Boligudvalget godkendte i juni 2025, vurderes at koste mellem 2 og 3 millioner kroner. Løsningen indebærer blandt andet en ny vandgennemtrængelig fuge, der skal styrke belægningen, samt udskiftning af granithammeren til højere sten, der vinkles ud mod vandsiden for at tvinge bølgerne tilbage mod havet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Granithammeren skal samtidig fæstnes i støttemuren med stål. Tiltagene er tænkt udført på den særligt udsatte strækning på 240 meter nær vinterbadeklubben.

Ifølge kommunen opstår skaderne på klinkebelægningen, når store mængder vand fra bølgerne slår ned på belægningen fra stor højde. Forvaltningen har derfor i flere år arbejdet med et varslingssystem, hvor der udlægges beskyttelsesplader ved særlige kombinationer af høj vandstand og vindretning.

Den midlertidige beskyttelse har haft en vis virkning – men som fredagens storm viste, langt fra på hele strækningen.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...