Budgetfejl og manglende gennemførelse af besparelser får udvalg til at se på løsning

To økonomiske udfordringer rammer folkeskoleområdet. Arkivfoto

To økonomiske udfordringer rammer folkeskoleområdet. Arkivfoto

17. december 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

I den netop afsluttede valgkamp var der bred enighed blandt partier og kandidater i Sønderborg Kommune om én ting: Folkeskolerne skal prioriteres højere, og der skal gerne følge flere penge med.

Derfor var timingen mildest talt uheldig, da en kedelig sag i sidste uge landede på bordet hos Jesper Smaling i hans rolle som formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Torsdag blev han af forvaltningen orienteret om, at der er begået en administrativ fejl i budgetoplægget på skoleområdet. I forbindelse med udarbejdelsen af det administrative budgetoplæg for 2026-2029 (demografireguleringer), tages imidlertid ikke højde for korrektioner i forhold til tidligere vedtagne budget i hvert af årene. Det er således en manuel beregningsfejl, der ligger til grund for de ændrede budgetforudsætninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konsekvensen er, at basisbudgettet for folkeskolerne nu skal nedjusteres med mellem 9 og 10 millioner kroner årligt frem mod 2029.

Ifølge Jesper Smaling vurderer forvaltningen dog, at udfordringen i 2026 kan håndteres gennem de overførselssager, der behandles i første kvartal. Derfor forventer han ikke umiddelbart, at fejlen vil få konkrete konsekvenser ude på skolerne.

”Jeg forventer derfor ikke, at det får nogen økonomisk betydning for vores folkeskoler, men jeg vil følge sagen og udmøntningen meget tæt”, siger han til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig er der dukket endnu en økonomisk udfordring op på skoleområdet. Det har nemlig vist sig, at det ikke er lykkedes at gennemføre en besparelse på lærernes undervisningstimetal, som byrådet ellers godkendte den 30. august 2023.

Besparelsen var en del af et større sparekatalog på omkring 35 mio. kroner, hvoraf 3,9 mio. kroner fra 2025 og frem. Konkret indeholdt besparelsen et forslag om at ændre lærernes undervisningstal fra 750 timer til 765 timer årligt.

Nu står det klart, at besparelsen ikke kan udmøntes i praksis. Beløbet er siden blevet fremskrevet og udgør i dag 4,1 millioner kroner i 2026. Det betyder, at Børne- og Uddannelsesudvalget onsdag holder et ekstraordinært møde for at drøfte, hvordan den manglende besparelse skal håndteres.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Normalt ville jeg tage en sådan sag med til budgetforhandlingerne for sammen med det øvrige byråd at finde en løsning. Nu er budgettet for 2026 imidlertid godkendt, og vi er derfor i udvalget nødt til at have nogle drøftelser om, hvordan vi håndterer det. Jeg håber og tror på, at vi kan finde en løsning, som får minimale konsekvenser for kvaliteten i vores folkeskoler”, siger Jesper Smaling, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Selvom der er tale om potentielle millionbeløb, skal sagen ses i et større perspektiv. Det samlede budget til folkeskolerne i Sønderborg Kommune ligger i 2025 på omkring 450 mio. kroner, og hertil kommer et budget på cirka 82 mio. kroner til skolefritidsordningerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det ekstraordinære møde i Børne- og Uddannelsesudvalget finder sted i dag, onsdag klokken 15:00, og her skal udfordringerne alene drøftes. Der skal således ikke træffes beslutninger om konkrete besparelser på mødet.

Opdatering 17/12-25 16:18: Vi har præciseret følgende:
I forbindelse med udarbejdelsen af det administrative budgetoplæg for 2026-2029 (demografireguleringer), tages imidlertid ikke højde for korrektioner i forhold til tidligere vedtagne budget i hvert af årene. Det er således en manuel beregningsfejl, der ligger til grund for de ændrede budgetforudsætninger.

19. juli 2026 DET SKER, Kultur, Gråsten

Tre dage med ringridning og fællesskab i Kværs

19. juli 2026 DET SKER

Kværs Ringriderforening inviterer til årets ringridning med masser af god stemning, rytterkonkurrence, cykelringridning og fællesskab. Det sker fra torsdag den 23. juli til lørdag den 25. juli på Ringriderpladsen i Kværs. Festlighederne starter torsdag klokken 19:00, hvor Kværs Forsamlingshus står for årets lottospil – der kan købes øl, vand, kaffe og grillpølser i pausen. Fredag […]

Læs mere...