Byggeriet af biogasanlægget ved Glansager er i fuld gang

23. maj 2019 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Byggeriet af biogasanlægget ved Glansager på Als skrider hastigt frem, og anlægget til 250 mio. kroner står, hvis alt går efter planen, færdigt allerede i begyndelsen af 2020. Det oplyser Nature Energy til SønderborgNYT.

”Byggeriet går efter planen og skrider hastigt frem på marken ved siden af Glansager Genbrugsplads. Det er vi særligt glade for, for jo før anlægget står færdig, jo før kan det bidrage til den grønne omstilling”, siger Jesper Bundgaard, der er ansvarlig for byggeriet, fra Nature Energy.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jesper Bundgaard er stolt af, at biogasselskabet Nature Energy kan bidrage til den grønne omstilling i Sønderborg:

”Med biogas hjælper vi samfundets affaldsproblemer, mens vi oven i hatten skaber grøn CO2-neutral energi”, siger Jesper Bundgaard.

Biogasanlægget på Als vil hvert år behandle 370.000 ton organisk affald og vil producere 17,5 mio. m³ biogas, som sendes ud i gasnettet, hvor den erstatter almindelig naturgas. Det er nok til eksempelvis opvarmning af 15.000 husstande.

Artiklen fortsætter under annoncen

I ProjectZero visionen om et CO2-neutralt Sønderborg-område i 2029 ligger der også et mål om, at de grønne investeringer skal skabe vækst og nye grønne arbejdspladser til kommunen. Det ser Jesper Bundgaard positivt på:

”Når vi opfører vores biogasanlæg, er det meget vigtigt for os, at vi bidrager til det lokalsamfund, vi bliver en del af. Og her er lokale grønne arbejdspladser et godt eksempel. Hvert af vores anlæg skaber i gennemsnit 50 lokale grønne arbejdspladser, og vi glæder os til at bidrage til den grønne vækst i Sønderborg”, siger Jesper Bundgaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nature Energy planlægger at opføre endnu et biogasanlæg i Sønderborg Kommune, nærmere bestemt i Kværs, hvilket har ført til mange protester i lokalsamfundet.

Høringsprocessen om biogasanlægget i Kværs er netop afsluttet og der er kommet 95 høringssvar, som nu skal lægges foran politikerne i Teknik- og Miljøudvalget, hvorefter udvalget skal tage stilling til, om Nature Energy kan få lov til at opføre biogasanlægget i Kværs.

Artiklen fortsætter under annoncen

Senest har byrådsmedlemmerne Jan Rytkjær Callesen og Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti meldt ud, at de vil overveje en ekstra gang, om det er det rigtige sted at placere et biogasanlæg i Kværs, hvis de lokale borgere ikke ønsker anlægget.

Stefan Lydal, som er næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, har tidligere oplyst til SønderborgNYT, at han forventer, at udvalget skal behandle sagen om biogasanlægget i Kværs i juni måned.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vil du vide mere om Sønderborgs ProjectZero

Du kan følge med i Sønderborgs store omstilling til et CO2-neutralt område ved at klikke hér, ligesom du også kan tilmelde dig ProjectZeros nyhedsbrev ved at klikke hér og er du på Facebook, så finder du ProjectZeros Facebookside ved at klikke her.