Generationsskifte i Danfoss: Portræt af Mads Clausen

26. marts 2021 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

For Mads Clausen har der aldrig været tvivl om, at han på et tidspunkt ville være med til at bidrage til Danfoss’ videre udvikling. Han lagde da også ud med at gå klassisk til værks og blev uddannet civilingeniør med fokus på teknologi, produktudvikling og industri.

Og siden DTU har han udlevet sin egen og familiens store interesse for ny teknologi, ny videnskab og teknologisk entrepreneurship, skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Det var særligt de daglige samtaler i hjemmet med mor og far, Anette og Jørgen Clausen, der gav ham lysten og modet til at drage ud på sine lange og ofte komplekse udviklingsrejser for at skabe nyt. Der var ikke tale om noget forventningspres, men derimod en stor opmuntring og inspiration til at opsøge og udforske, hvordan teknologi – også uden for Danfoss – former vores verden, skaber forandring og ikke mindst fremskridt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og Mads Clausen fulgte sine forældres råd. Han lagde en masteruddannelse i bioteknologi og en MBA til sit videnskatalog og begyndte at arbejde på at udvikle nye teknologivirksomheder. For mere end ti år siden startede han virksomheden MC2 Therapeutics med det mål at udvikle et lægemiddel til behandling af psoriasis.

Efter et årtis hårdt arbejde – fra det helt indledende koncept -opnåede virksomheden den helt store milepæl i sommeren 2020, da MC2 Therapeutics fik godkendelse fra de amerikanske myndigheder (FDA) på lægemidlet Wynzora. Virksomheden er i dag en moden, etableret virksomhed med et produkt, der er klar til at blive markedsført og distribueret på det globale marked.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sideløbende har Mads Clausen fastholdt sit dybe engagement og sin indgroede begejstring og interesse for Danfoss.

Mads Clausen bliver således nyt medlem af bestyrelsen i Danfoss A/S. Han fortsætter som medlem af bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond, hvor han har siddet siden 2015.

”Min store livslange interesse for Danfoss bygger ikke mindst på en stor fascination af virksomhedens historie og de mange mennesker, der har skabt den, med især min farmor og far som kilder til utallige indsigter, perspektiver og anekdoter. Jeg var altid meget opsøgende over for den viden og de små detaljer og nuancer og forpassede aldrig en chance for at sidde alene med min farmor og spørge og lytte”, siger Mads Clausen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg tror, det kan være meget godt, at bestyrelser som vores har nogle medlemmer som i særlig grad er vidende om, hvor vi kommer fra, når vi i fællesskab skal arbejde med, hvor vi skal hen. Nu har vi jo alle deltaget i bestyrelserne i en årrække, så det er ikke nyt, at vi er med til at tage ansvar for fond og virksomhed”, siger han.

“Det, at vi nu udbygger det ansvar, er noget, jeg går til med den største ydmyghed over for den fælles opgave, men jeg vil også sige, at det føles naturligt, og at jeg virkelig er glad for, at jeg har muligheden for at bidrage til arbejdet i Danfoss,”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mads Clausen
Født 1984.

Stilling:
Mads Clausen er iværksætter og stifter af selskaberne MC2 Therapeutics A/S og Vandstrom Inc.
MC2 Therapeutics A/S er et farmaceutisk selskab med fokus på topiske terapier mod autoimmune og kroniske, inflammatoriske sygdomme.
Vandstrom Inc. er en udvikler af ny membran-teknologi til anvendelse i seperations-processer inden for vand, lifescience, enzym- samt fødevareindustri.

Særlige kompetencer:
Erfaring inden for teknologi- og produktudvikling, kommercialisering af ny teknologi, finansiering, M&A samt virksomhedsledelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Uddannelse:
Master of Business Administration, London Business School.
Master of Science, Biotechnology, Johns Hopkins University.
Civilingeniør, Danmarks Tekniske Universitet.

Bestyrelsesposter:
Medlem af bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond siden 2015.
Bestyrelsesformand for MC2 Therapeutics A/S
Bestyrelsesformand for Vandstrom Inc.