KV25: Danmarksdemokraterne klar med kandidater og mærkesager til kommunalvalget

Danmarksdemokraterne klar til valgkamp i Sønderborg. Arkivfoto

Danmarksdemokraterne klar til valgkamp i Sønderborg. Arkivfoto

16. maj 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

Danmarksdemokraterne i Sønderborg melder sig nu officielt klar til det kommende kommunalvalg, hvor partiet stiller op med tre kandidater: Niels Benjamin Sørensen, Dorthe Mehlberg og Carsten Dohrmann.

Som et forholdsvis nyt parti i det lokale politiske landskab ser Danmarksdemokraterne frem til at tage del i valgkampen og præsentere vælgerne for partiets holdninger og visioner for kommunen.

“Vi glæder os utrolig meget til at komme i dialog med borgerne og fortælle om vores politik. Vi brænder for at gøre en forskel i Sønderborg”, udtaler det fra Niels Benjamin Sørensen, i en pressemeddelelse, hvor også partiet løfter sløret for sine tre mærkesager, som kommer til at stå centralt i valgkampen:

Artiklen fortsætter under annoncen

Ansvarlig grøn omstilling:
I Danmarksdemokraterne tager vi den grønne omstilling meget seriøst. Derfor er det vores politik, at den grønne omstilling skal ske gennem grundig borgerinddragelse og med fokus på sund fornuft. Vi ser desværre en tendens i vores kommune til, at kornmarker erstattes af jernmarker med den konsekvens at både udsigt og friværdi i private boliger forringes. Et lignende tilfælde kendes fra Kværs, hvor et biogasanlæg blev opført mod mange borgeres vilje med det resultat, at borgernes livskvalitet forringes af både lugtgener fra værket og støj fra store lastbiler, der kører til og fra anlægget. I Danmarksdemokraterne er vi optaget af, at den grønne omstilling sker på en måde, der tager hensyn til både mennesker, natur og kulturarv. Tager vi ikke hensyn til disse ting, så bliver modstanden til sidst så stor, at vi aldrig når i mål med den grønne omstilling og samtidig ødelægger det, vi har kært. For Danmarksdemokraterne er det sund fornuft ikke at erstatte kornmarker med jernmarker.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sikre flere gratis parkeringspladser i Sønderborg by:
Vi oplever desværre tit, at borgere har svært ved at parkere i nærheden af centrum i Sønderborg. Dette er et problem, da det ikke er alle borgere i kommunen, der bor tæt på Sønderborg eller har mulighed for at benytte offentlig transport. Det er vigtigt, at de arbejdspladser og kulturtilbud, der er i Sønderborg by, bliver mulige for alle borgere i kommunen at benytte, således at vi sikrer sammenhængskraften i kommunen. Dette kræver, at borgere også har mulighed for at komme frem og parkere gratis i Sønderborg by.

Artiklen fortsætter under annoncen

Etablering af flere stenrev og ålegræsenge i kommunen:
Sønderborg Kommune har nogle af Danmarks flotteste landskaber, og når man kigger ud over de blå fjorde, så forledes man let til at tro, at der også må være et rigt dyreliv. Desværre er dette ikke altid tilfældet i vores fjorde. Mange af vores fiskearter mangler ganske enkelt steder, hvor de kan vokse op, så de en dag kan blive store. Særligt torsken – men også ørreden – er udfordret på levesteder til ynglen. For at skabe en større bestand af disse fisk, så ønsker vi at afsætte flere midler til etablering af stenrev og udplantning af ålegræs. Dette kan f.eks. ske i Flensborg Fjord, Als Sund og Augustenborg Fjord. Når fiskebestandene øges, så er det håbet, at turismen følger med.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ud over de tre mærkesager, som partiet vil gå til valg på, arbejder Danmarksdemokraterne også målrettet med en række andre politiske emner, der har stor betydning for borgerne i Sønderborg Kommune.

“Vi har mange sager på tegnebrættet og vil løbende melde ud, efterhånden som vi er klar til det. En af de ting, vi allerede nu følger tæt, er implementeringen af ældrereformen i kommunen. Det er afgørende, at ældre borgere får en tryg og værdig hjælp – også i fremtiden”, lyder det fra Niels Benjamin Sørensen.

5. juni 2026 112, Sønderborg

Ung mand kastede sten gennem glasdør

5. juni 2026 112

Politiet fik natten til fredag klokken 03:25 en anmeldelse om hærværk på Old Danish Pub på Rådhustorvet i Sønderborg. Ifølge politiet blev der kastet en sten gennem en glasdør på stedet, og en 19-årig mand er sigtet. “Der er ikke oplyst yderligere om, hvad der gik forud for hærværket”, oplyser politikommissær Grethe Bysted fra Syd- […]

Læs mere...