Timm Bøttger, SFs Ungdom, Sønderborg, skriver:
I Danmark er der en fortælling om at folkeskolen den er for alle. Det er i hvert fald det vi drømmer om. Det er i folkeskolen der er mulighed for at bankdirektørens datter sidder ved siden af kassemedarbejderens søn og lærer det samme. De kan også lære med hinanden, ad hinanden og fra hinanden.
Selvom vi alle sammen har lige mulighed i vores velfærdsstat, så er det også allerede i folkeskolen at forskellen kryber ind og skaber store afstande mellem mennesker. Det er et helt specielt sted uligheden er soleklar: Madpakken.
I Danmark har vi undervisningspligt i 10 år. I de 10 år som børn sidder på skolebænken, sidder der også flere børn med en mave, som knurrer og dermed ikke opnår samme læring som resten af klassen, blot fordi der i familien ikke er overskud til at lave en god, sund og nærende madpakke.
Kigger man på forskningen, så kan det gøre en stor forskel at skolemaden bliver skattefinansieret. Herved kan vi udligne de store forskelle som ses i dag.
Hvis man sidder i skolen og er sulten, vil man lære mindre, have det værre og sakke længere bagud. Man kan altså ikke præstere det samme, hvis man ikke får en ordentlig madpakke. Som det gamle ordsprog siger, så duer helten ikke uden mad og drikke. Det er et faktum.
Det kan lade sig gøre at skattefinansiere skolemaden. Blandt andet i Sverige har de benyttet sig af det i omkring 50 år. Danmark er et af bare tre lande som ikke giver et skattebetalt alternativ til den dyre kantinemad eller madpakken. Derudover er vi et af kontinentets rigeste lande. Altså burde vi have råd til at finansiere madpakken. Det kan også siges at vi ikke har råd til at lade vær, for så løber vi fra at alle har lige muligheder.
Uligheden i Danmark stiger og afstanden mellem os større og større. Det kan ikke passe at der skal sidde så meget som én person i den danske folkeskole med knurrende mave og holdes tilbage på grund af økonomiske omstændigheder.
Retten til læring er uadskillelig fra retten til næring.
