Debat: Hvorfor bevarer kommunen ikke Pakhuset?

Pakhuset. Foto: Ole Klæhler
Pakhuset. Foto: Ole Klæhler
14. juni 2024 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Bo Vistisen, Storegade, Augustenborg, skriver:

Vi ser det næsten alle hver dag – den mest oversete bevaringsværdige bygning ved Augustenborg Havn. Alligevel ligger den upåagtet hen uden påskønnelse og uden vedligehold. Ja, stille og roligt er alle bygningens originale krummelurer og kviste pillet af. For det brugte man, dengang man byggede Pakhuset for at forskønne et byggeri man var stolte af.

Havde den ligget på Islands Brygge – eller for den sags skyld i Sønderborg – ville alle stå i kø for at bevare den!

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvordan får sådant noget lov til at ske?

Ejeren er Sønderborg Kommune. Den lever ikke op til kravet om bevaring  – og vedligehold, ja, det virker nærmest, som om den er afskrevet til andet formål. Salg og nedrivning?

Tilsyneladende er flere bevaringsværdier blevet strøget fra de digitale journaler. Men jeg har tidligere set kort, hvor Pakhuset, det gamle posthus og byens ældste hus fra 1681 alle var noteret bevaringsværdige med SAVE 3. Er der noget galt med indrapporteringen til Slots- og Kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger? De får vurderet deres bevaringsværdi af landets kommuner. Er bevaringsvurderinger blevet politiske?

Artiklen fortsætter under annoncen

SAVE-metoden bedømmer en bygnings bevaringsværdi på fem forskellige parametre: Arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og tilstand. Kan nogen fortælle mig, hvorfor Pakhuset ikke har en værdi på nogle af de parametre? Der må da være nogen, der har røde ører.

Dengang Augustenborg var færdig med at være Hertugby, begyndte nye tider. Det var i sidste del af 1800-tallet. Der blev det havnen og amtsbanen, der åbnede op for nye arbejdspladser. De blev bindeledet mellem ’Tornerose-hertugbyen’ og det Augustenborg, vi kender i dag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den første havnekaj blev anlagt i 1884 og den smalsporede Amtsbane kom til i 1898. Familien Storke flyttede ind i det store Hvide Hus på Slotsallé og byggede det første pakhus omkring 1898. Det er på omkring 1400 m² i tre etager. Slotsallé 16 på hjørnet kom til i 1907. Her var ekspedition og forretningskontor. Pakhuset står som den sidste rest af den engang så travle havn med eget togspor til Amtsbanen. Mange materialer kom ind og ud denne vej til Als. Tømmer, asfaldt, såsæd.

Peter Remontius beskriver det fint i sin bog, Hertugbyen Augustenborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har så meget fokus på Hertugbyens tid og bygninger, så vi helt glemmer at bevare og påskynde tiden efter 1848. Banegården og Amtsbanen er væk. De store pakhuse er væk. Siloerne er også på vej væk.

Folk kan huske, at Pakhuset sidst blev benyttet til en kunstudstilling. Jeg har aldrig været derinde. Der siges at være rigtig flot tømmer og træværk derinde. Er der nogen, der har billeder eller tegninger er vi på Lokalhistorisk Arkiv interesserede. Vi har kun mange udendørs billeder af byen og havnen. Måske skal vi spørge Mette Herold Thomsen, om vi må komme ind og dokumentere det?

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu hvor Sønderborg Kommune overvejer at sælge ud af Augustenborg ved at anlægge 130 boligenheder på det gamle havne- og marineareal, er der grund til at tænke sig godt om. Er Pakhusets skæbne viklet med ind i den plan og er det fordi kommunen mangler penge?

Jeg mener, at Pakhuset bør bevares og bringes tilbage til sin oprindelige stand. Dens bevaringsværdi er 3. Jeg er lige ved at sige: For enhver pris! Med sin placering står Pakhuset så flot ved indkørslen til Augustenborg og danner historisk bindeled mellem havn og by.

Så kære læser, det kan du tænke lidt over. Er det arvesølvet i Augustenborg, Sønderborg Kommune er ved at sælge ud af?

13. juli 2024 Ringriderfesten, Sønderborg

Se hvad Ringriderfesten har på lørdags-programmet

13. juli 2024 Ringriderfesten

Her kan du se Ringriderfestens lørdagsprogram: 10:15: Forkoncert med Skælskør Marinegarde på Rådhustorvet. 11:00: Koncert på Rådhustorvet med Tveit Union Musikkorps, Members of Scots Guards Assosiation Pipes, Ukraine Pontoon Bridge Orchestra, Sønderborg Garden, Sønderborg Pipes And Drums, Danfoss Orkestret og Ringriderfestens Heroldere. 12:30: Cykelringridning – Check-In 12:30 – 14:00: Rytterkroen Lørdags Special: Spis de sild […]

Læs mere...