Tidligere erhvervsfisker Palle Heinrich, Mommark, skriver:
Debatindlæg: Jeg kan se at der på SønderborgNYTs Facebookside er politikere der markerer med tommel op under artiklen ’Økonomiudvalget siger ja til at sælge areal ved Alssund. Jeg kan ikke afgøre, om det er deres uvidenhed, eller om det er ren arrogance over for de nuværende og kommende fiskere, at de på den måde gør sig mindre heldigt bemærket.
Fakta er, at der hen over hovedet på fiskerne er lavet en aftale med selskabet, der ejer hallerne på Sundgade, der i sin enkelthed går ud på at de, for fiskerne, nødvendige faciliteter som isproduktion og kølefaciliteter, starter med at lukke ned inden for de næste 12 måneder.
Fiskerne er ikke på nogen måde tilbudt acceptabel erstatningsplads i nærområdet, hverken til opbevaring af fisk, garn eller beskyttet havneplads til deres skibe.
De er meget simpelt fuldstændigt frataget deres mulighed for at drive erhvervet fra Sønderborg Havn. Ligeledes eksporteres logistikproblemet også ud i kommunens andre havne, hvor fiskerne også her er afhængige af, at der er is og kølerumsfaciliteter til rådighed.
Fiskeriet ligger i øjeblikket under for meget stram kvoteregulering, der forbyder den enkelte at drive fiskeri i store dele af året, lidt afhængig af, hvilke arter der fiskes efter.
Dog skal vi ikke være blinde for det kulturelle islæt, det mindre kystnære fiskere bidrager med i forhold til både den kvalitetsbevidste forbruger, samt ikke mindst turisternes mulighed for at købe havfrisk fisk.
Kommunen fører en lokalproduceret fødevarepolitik i deres institutioner. Hvor forventer man at handle disse fisk, når de ikke kan bringes i land?
Så nej, der er ikke lavet en aftale med fiskerne.
Der er lavet en aftale med dem, der servicerer det fiskeri der er tilbage, og den går i sin enkelthed ud på, at der vil forgå en nedlukning over de næste 12 måneder for derefter at fjerne bygningerne over sommeren 2026.
Dette er et debatindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et debatindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].
















