Debat: Kurrer på tråden mellem SABs ledelse og Nørager-beboerne

Nørager. Foto: Ole Kæhler
Nørager. Foto: Ole Kæhler
17. marts 2023 Debat Skrevet af: Redaktion

Per Jensen, Koralvej, Sønderborg, skriver:

Forleden havde Sønderborg Andels Boligforening, SAB, et beboermøde for at opdatere om den genhusning, som følger med, når der skal rives boligblokke ned i Nørager.

Og der var helt nye takter, som ikke tidligere er nævnt før af SAB:

Blokkene rives ned i tre etaper, og man tæller kun som værende i genhusning, når ens blok rives ned.

Danskere med midlertidige lejekontrakter indtil årets udgang kan få deres kontrakter forlænget, hvis deres blok rives ned senere end andre. Men gælder det også for ukrainske flygtninge?

Artiklen fortsætter under annoncen

Familier med en indkomst over 268.000 årlige kroner kan muligvis ikke få indskudslån af kommunen.

Differencen på nye indskudslån skal beboeren selv betale, også selvom beboeren finder bolig hos SAB, altså intern flytning.

Enlige kan ende med at få en mindre bolig med færre rum end deres nuværende bolig. Dette skyldes lejeloven.

Disse punkter blev først nævnt nu, og ikke løbende de seneste tre år.

Ikke længere byggeudvalgs-repræsentant

Der var kurrer på tråden under mødet, og ulmende konflikt, fordi SABs udmeldinger forvirrede borgere, som ellers har fulgt med ved adskillige møder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derudover blev inspektøren efter mødet udspurgt af mig angående udviklingen i Byggeudvalget for Nørager, og hvorfor jeg ikke var blevet indkaldt til møder som beboerrepræsentant, da jeg jo blev valgt til det i september. Jeg har før – uden at få svar – rykket for det.

Han svarede, at jeg jo er flyttet til Kærhaven og derfor ikke kan være medlem.

Men andre medlemmer af udvalget bor heller ikke i Nørager. Min suppleant måtte jeg selv opdatere om, at jeg er smidt ud af udvalget uden varsel. Hun havde fået mødeindkaldelse, men udeblev, fordi hun troede, at jeg stadig var beboerrepræsentanten.

Artiklen fortsætter under annoncen

SAB samarbejder ikke med beboere

SAB vil ikke dialogen, og vil helst hytte sin egen klike og venskabskreds.

Enhver kritik kaldes som modsvar for rygter.

Selvindsigt ejer den afgående formand og afdelingsbestyrelsen i Nørager ikke.

Borgerinddragelse er en joke for dem.

Endvidere udtalte inspektøren, at beboere i Nørager og Kærhaven var elendige til sortering af affald.

Han skar alle over en kam, hvilket må være demotiverende for grønne ambassadører, der sorterer selv og informerer andre beboere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg tog referat, og andre noter på vegne af nu tidligere naboer, danske som udenlandske og det her læserbrev er ment som en opdatering til politikerne i Sønderborg.

Hold øje med genhusningen, og hjælp til, hvor I kan.

Fordi tilliden er væk hos flere af beboerne herude.