Dahlia Dagaz Sigrun Andersen, Sønderborg, skriver:
Det er ingen hemmelighed, at det står skidt til i folkeskolen, at lærerne har horrible forhold og det samme gælder vores børn. Hele den sektor synes at løbe rundt på gaffatape og sikkerhedsnåle. I tilskud til den hårde tone blandt unge på internettet er det intet under, at så massivt mange børn og unge mistrives, som nu.
Det er ligesom om at internettet, med dets trolls, har naturliggjort det at være troll over for andre uanset om man er online eller ej. Det står galt til og jeg er sikker på mit barn ikke er det eneste, der oplever dødstrusler og gryntelyde i skoledagen.
Men så må de voksne da gøre noget, må de ikke?
Det skulle man tro og i et enkeltstående tilfælde fik to mobbere da også to dages suspension fra deres lokale folkeskole, efter at have opfordret deres klassekammerat til at begå selvmord. Men generelt synes det at falde for døve ører hos eleverne i hvert fald. De snakke, lærerne har formået at tage med mobberne og de kampe de er gået ind i, har ikke hjulpet og hvor er vi så? Hvor er vi når vores unge er så ligeglade? Når vores unge mobber andre helt ud af skolen? Når folkeskolen ikke er for folket mere, men for survival of the troll’est” Når lærerne er så tyndslidte eller døve, at de ikke tager kampen, for de svageste? Og hvad kan de overhovedet gøre, lærerne?
Min familie er tilflyttere til smukke Sønderborg kommune og mange ting elsker vi hernede. Naturen, roen, tempoet og jobbet. Men skolerne har fra første år været en udfordring. Vi har oplevet at der blev kastet sten efter vores 7-årige barn og læreren var ligeglad. Vi har oplevet skoleskift med vores 10-årige barn, men at mobberne fulgte med få måneder efter – nu var det jo dem, det gik ud over. Vi har oplevet onlinemobning fra klassekammerater, rådne madpakker, sakse i hovedet, spydige kommentarer, koste i hovedet og hele reoler væltet ned over den sprit nye telefon. Vi har oplevet skoler, der sagde ’drengestreger’ og skoler der forsøgte at tage kampen op. Vi har oplevet, at lige lidt hjalp det og vores barn kom uden for fællesskabet i de år, hvor fælleskabet er det allervigtigste. Vi har oplevet had og uforståenhed overfor det at være bare en anelse uden for normen. Alt på det samme barn. Det er under al kritik!
Jeg ved, at mange andre børn og unge ligeledes oplever mistrivsel, uanset om det måtte være på grund af mobning, mistet specialtilbud, angst eller andet. Jeg ved, at mange lærere virkelig gør, hvad de kan for at komme mistrivsel til livs, dog med blandede resultater. Jeg ved, at tonen online, såvel som i skolen kan være ufattelig hård. Jeg ved, at vi forældre løber stærkt i øjeblikket og stadig selv lærer internettet at kende. Men vi må gøre noget! Som forældre, som lærere, som skoleledere, som politikere og som land ellers ender vi med at have en grum fremtid, hvor nogen er mere lige end andre. Hvor nogen har magten og andre har at rette ind. Hvor angst, depression og selvmord bliver mere og mere hyppigt. Hvor almen pli og medmenneskelighed er en bombet by i Rusland.
Hvad kan du gøre for fremtidens Danmark og alle børns trivsel?
