Debat: Sønderborg Kommune har brugt alt for mange penge

22. august 2023 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådsmedlem Ingrid Johannsen, Venstre, skriver:

Jeg er dybt skuffet over, at Socialdemokratiet som borgmesterparti ikke har styr på økonomien.

Da Erik Lauritzen blev borgmester i 2014, blev borgerne i Sønderborg Kommune udsat for Danmarksrekord i skattestigning, som hvert år har indbragt 100 millioner ekstra i kommunekassen.

Forud for kommunalvalget i 2021 lykkedes det Socialdemokratiet at male et skønmaleri af kommunens økonomi.

Efter valget har vi så i Byrådet skullet gennemføre den ene millionbesparelse efter den anden, fordi Socialdemokratiet ikke forholdt vælgerne kendsgerningerne forud for seneste valg i 2021.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesterpartiets manglende ansvarlighed rammer uheldigvis vores kernevelfærd hårdt. Det går ud over børnene og de ældre. Vores skoler, hjemmeplejen, plejecentrene og dagtilbud er blevet udsat for voldsomme besparelser.

Når vælgerne i 2025 igen skal afgive deres stemme ved kommunalvalget, er det vigtigt, at der kommer et nyt flertal, som vil vise økonomisk ansvarlighed, undgå at føre økonomisk politik for lånte penge og undgå skattestigninger.

Borgmesteren giver svar på tiltale

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu er det så igen Ingrid Johannsen, der er sendt på banen for at gentage den usande fortælling, som Venstre og Ellen Trane Nørby byggede sin valgkamp på – og som hun har fortsat ind i det samarbejdende byråd i denne periode. Det er ved at være lidt trivielt at lægge ører til.

Ingrid Johannsen, Socialdemokratiet har SAMMEN med øvrige partier godt styr på økonomien. Fem år i træk har alle partier – også Venstre – stået bag budgetterne og været sammen om både at anvende pengene og spare, når det var påkrævet. Hvert eneste år i min tid som borgmester, har vi overholdt budgettet til punkt og prikke. Det har krævet hårdt arbejde af forvaltningen, klar politisk retning og samarbejde. Men vi har gjort det.

Artiklen fortsætter under annoncen

De 100 millioner kroner i ekstra skatteindtægter fra 2014 var reelt 95 millioner – og alle andre end Venstre kunne dengang se, det var nødvendigt. Efterfølgende har vi SÆNKET og udfaset erhvervsskatterne med ca. 13 millioner kroner årligt. Dét som Venstre aldrig lykkedes med.

Jeg har ikke malet et skønmaleri af kommunens økonomi ved valget i 2021. Tværtimod fastholdt jeg og VI en effektiviseringsplan, der i flere år har imødegået stigende udgifter blandt andet til det specialiserede socialområde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ja, vi har været tvunget til millionbesparelser i år, men jeg er sådan set glad for, at jeg sammen med byrådets partier har udvist rettidig omhu og iværksat de nødvendige besparelser så vi igen i år overholder budgettet og sikrer et bedre udgangspunkt for de kommende år. Spørgsmålet er nok nærmere, om Venstre nu er ved at løbe fra medansvaret. Det kommer ikke til at ændre på, at min højeste prioritet som borgmester er at have styr på økonomien.

Ja, også efter 2025 er det vigtigt at der fortsat er en ØKONOMISK ANSVARLIG LEDELSE.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den økonomiske politik baseres ikke på lånte penge. Sludder! Det er sjældent en kommune får lov at optage lån. Tværtimod afdrager vi kraftigt på gælden hvert år og trods det, så er det lykkes, at vi løbende har kunnet investere i kommunens udvikling.

Min opfordring skal være: Hold en pause i valgkampen – medvirk til at klare udfordringerne -og glæd jer over, at vi faktisk er i en god udvikling i Sønderborg Kommune.