Byrådsmedlem Jesper Larsen, Socialdemokratiet, skriver:
Debatindlæg: Åben Skole-samarbejdet mellem foreninger og skoler i Sønderborg Kommune og DGI er en stor succes. Flere end 3000 børn fra 26 skoler har gennem 2023 og 2024 været med i Åben skole-forløb sammen med 45 foreninger. Tallene taler sit tydelig sprog; Åben skole er en stor succes og vi skal sikre momentum og fortsætte det fantastisk gode samarbejde mellem foreninger, skoler og DGI.
På denne uges møder i Sundhedsudvalget, Børne og Uddannelsesudvalget og Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab skal der tages stilling til, om Åben Skole skal forlænges resten af dette skoleår.
Det mener jeg naturligvis, det skal.
Socialdemokratiet ønsker at forlænge Åben Skole til glæde og gavn for mange børns trivsel og sundhed.
Det er enormt vigtigt, at de tre udvalg arbejder sammen på tværs for at sikre trivsel og sundhed hos børn i kommunen. Det er lige præcis trivsel, mental og fysisk sundhed, som Åben Skole handler om.
Det er adskillige gange påvist, at idræt er med til at skabe fysisk og mental sundhed og god trivsel hos børn. Idræt kan så meget mere.
DGI er en stærk og aktiv medspiller i Åben Skole. Det er en klar styrke for både skoler og foreninger, at DGI er med at facilitere de forskellige forløb og samarbejder. Gennem Åben skole kan foreningerne sammen med skolerne skabe samarbejder, som begge parter og allervigtigst børnene drager fordel af. Og for mig er det da soleklart, at skoler og foreninger må samarbejde om børns trivsel og sundhed. Det er jo her børnene er!
Udover at Åben Skole skal skabe en anderledes og varieret skoledag, samt god trivsel, så er det også en mulighed for foreninger for at få flere børn i foreningslivet. Ligesom det er påvist at bevægelse i skolen er godt for børns trivsel, så gør det samme sig gældende for foreningsdeltagelse. Børn som er del af aktive fællesskaber i foreningslivet trives bedre.
Foreninger, som er en del af Åben Skole, modtager en mindre økonomisk kompensation, idet forløb foregår i skoletiden, altså indenfor normal arbejdstid.
Dette er et debatindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et debatindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].