EASV først med undervisning i datacentre

28. februar 2019 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Når både Google, Apple og Facebook i de kommende år opfører enorme datacentre i det syd- og sønderjyske, kan de rekruttere ekstra kvalificeret og specialuddannet arbejdskraft fra Erhvervsakademi SydVest.

Akademiet introducerer som det første i Danmark et særligt forløb omkring datacentre på datamatikeruddannelsen.

Erhvervsakademi SydVest lever op til sit motto “Tættere på” ved at tilbyde specialefaget Network Infrastructure and Data Centre Basics på skemaet for de studerende, der læser til datamatiker i både Esbjerg og Sønderborg. Det sker ikke mindst for at bringe de studerende tættere på de jobmuligheder, som de kommende datacentre i bl.a. Aabenraa, Fredericia og Esbjerg vil byde på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ideen opstod i Holland

“Vi vil gerne give de studerende mulighed for at være klar til at søge nogle af de stillinger, der formentlig kommer på de nye datacentre. Samtidig vil vi leve op til vores formål om at sikre kompetent og efterspurgt arbejdskraft til virksomheder i vores del af Danmark”, fortæller uddannelsesdirektør på EASV, Anne-Mette Tønnesen.

Ideen til forløbet omkring datacentre opstod på en inspirationstur til Holland, som hun for nylig var på sammen med en række lokale virksomheder.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det stod klart, at der ville være en idé i at tilføje et forløb om grundlæggende indretning og drift af datacentre til vores allerede eksisterende specialefag om netværksinfrastruktur”, siger Anne-Mette Tønnesen i en pressemeddelelse.

It-direktør understreger behovet

Én af de virksomhedsledere, der også var med på turen til Holland, giver uddannelsesdirektøren ret. Lars Thulin er direktør i it-virksomheden Centex i Esbjerg og er oprindeligt uddannet ingeniør. Han mener, at der er god grund til at give de studerende en grundlæggende forståelse af, hvad de enorme datacentre er, og hvordan de fungerer.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Som datamatiker får man ikke nødvendigvis forståelsen af, hvad der sker i et datacenter. Der er en masse specielle krav og hensyn for eksempel omkring strøm, køling og kabler, som er rigtig nyttige at kende til, hvis man skal arbejde i eller med et datacenter”, forklarer Lars Thulin.

Han mener ikke, at datamatikere nødvendigvis skal kende alle detaljer i konstruktionen af et datacenter, men de giver sig selv mulighed for at indtage en ny og nødvendig rolle, hvis de kender den grundlæggende infrastruktur.

Artiklen fortsætter under annoncen

“De studerende får muligheden for at optræde som bindeled mellem dem, der skal bruge datacentret og dem, der skal opføre og indrette det. Både datamatikere og elektrikere spiller en vigtig rolle i indretningen af et datacenter, men de to parter har sjældent det store kendskab, og dermed ikke megen forståelse, for hinandens krav og muligheder”.

De datamatikere, som har forstået den grundlæggende infrastruktur og dermed også noget omkring, hvordan strøm skal ind i centret, får en ekstra kompetence.

Artiklen fortsætter under annoncen

“De kan fungere som projektledere og som bindeled mellem eksempelvis elektro-ingeniører og it-folk”, siger Lars Thulin, der i øvrigt selv skal optræde som gæsteunderviser på det nye forløb sammen med en anden lokal virksomhed Mentor-It.

Stor interesse blandt studerende

Han understreger, at det langt fra kun er Google, Apple og Facebook, der får brug for de datacenter-kyndige datamatikere. Også kommuner og andre virksomheder med store datacentre kan drage nytte af de studerende med den særlige kompetence inden for datacentre.

De første studerende på det ny-tilrettelagte specialefag er allerede i gang. Det er studerende på datamatikeruddannelsens fjerde semester i både Esbjerg og Sønderborg, og da netop den uddannelse har fem semestre, er de færdiguddannede til januar 2020.

Antallet af studerende, der har valgt specialet, er i øvrigt mere end fordoblet efter tilføjelsen af forløbet om datacentre. På det forrige hold var der 8.

På det nuværende er der 19.