Denne sæson kommer de danske KFUM-Spejdere til at gå særdeles godt klædt. Deres nye uniformer er nemlig designet i samarbejde med studerende fra Design & Business på Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg.
Uniformen er netop sat til salg, skriver EASV i en pressemeddelelse.
Den grønne farve går igen, men med et nærmere kig på uniformen er forskellen tydelig: Danmarkskort på ryggen, indbygget fleece-trøje og et mere stilrent design. Uniformen og medfølgende tørklæder er netop sat til salg, og dermed sætter de studerende fra Erhvervsakademi SydVest punktum for en lærerig proces.
“De studerende har lært meget af samarbejdet. De har lært, at design ikke kun handler om at formidle de tanker, de selv har om projektet, men at det i høj grad også handler om at afkode behovet hos slutbrugeren”, siger Anne Maj Nafar, underviser på professionsbacheloren Design & Business på Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg.
Hun mener, at det for både processen og resultatets skyld er essentielt, at man som designer kan arbejde tæt sammen med kunden, så designeren kan få indblik i deres hverdag, udfordringer og behov.
Spejderleder er imponeret
Professionalisme, engagement og indlevelse er nøgleordene for processen, mener Pernille Jensen, formand for projektgruppen Ny uniform ved KFUM-Spejderne i Danmark.
“Det var en kæmpe gevinst, at de studerende fandt os spejdere interessante. Deres positive og professionelle tilgang til opgaven var inspirerende og har båret meget af projektet. Det, at ingen af dem tidligere har været spejdere, og at de studerende både var danske og internationale, gav mange interessante input”, siger Pernille Jensen fra KFUM-Spejderne.
Ny uniform efter 20 år
Efter 20 år med den samme uniform er KFUM-Spejderne glade for at se det nye design på hylderne. Samarbejdet med de studerende fra Erhvervsakademi SydVest har resulteret i et design, der bærer præg af nytænkning og forståelse for spejdernes behov og brug af uniformen.
“Den nye uniform har flere funktioner og kan mere end vores gamle uniform. Vi havde blandt andet et ønske om at kunne kombinere sommer- og vinteruniform, og det kan vi nu på grund af den indbyggede fleece. Den er minimalistisk og har et stilrent look, lige hvad vi var på udkik efter”, siger Pernille Jensen fra KFUM-Spejderne.
De studerende har designet uniformen som en del af deres 5. semester projekt på bachelor top up-uddannelsen Design & Business.