EASV: Stor interesse for finansøkonom-uddannelsen

7. juli 2015 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Erhvervsakademi SydVest oplever stor interesse for Finansøkonomuddannelsen, som starter op i Sønderborg efter sommerferien. 45 har søgt ind på den nye uddannelse.  Samlet set slår Erhvervsakademi SydVest rekord i ansøgertal for sjette år i træk.

 45 – heraf 29 1. prioriteter – har søgt ind på den nye Finansøkonomuddannelse, som efter sommer starter i Sønderborg.easv

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over, at uddannelsen kommer godt fra start og ser frem til at få finansøkonomer til området.

“Finansøkonomuddannelsen er en god og meget anvendelig uddannelse, der giver gode karrieremuligheder i såvel den private som den offentlige sektor. Det gode ved erhvervsakademiuddannelserne er, at uddannelserne er målrettet arbejdsgivernes konkrete behov,  siger borgmester Erik Lauritzen.

Finansøkonomer arbejder med finansiering, forsikring, ejendomshandel og -administration. Erhvervsakademi SydVest oplever stor efterspørgsel fra erhvervslivet – både på praktikanter og færdiguddannede medarbejdere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rekordhøje tal for sjette år i træk

Interessen for at studere i Sønderborg stiger støt. Erhvervsakademi SydVest har tidligere haft som mål, at det samlede antal af studerende i Sønderborg skulle op på 200. Men med årets ansøgertal på 318 får erhvervsakademiet nu mere end 300 studerende i Sønderborg. Rektor, Henrik Larsen jubler af begejstring over de flotte tal.

“Vi har passeret en milepæl i Sønderborg med det høje ansøgertal. Også i Esbjerg oplever vi stigende interesse, og vi slår i år rekord for sjette år i træk samlet set. Den øgede interesse viser, at det kan lade sig gøre at etablere attraktive studiemiljøer i mindre byer, fortæller Henrik Larsen, rektor ved Erhvervsakademi SydVest i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samlet set har 1.400 søgt ind på en uddannelse på Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg eller Esbjerg, hvilket er 315 flere end sidste år og rekord for sjette år i træk.

Plads til flere

Trods de mange ansøgere er der stadig ledige studiepladser på nogle uddannelser. Henrik Larsen opfordrer interesserede til at henvende sig til Erhvervsakademi SydVests studievejledning for at høre mere om mulighederne.