EASV: Virksomheder efterspørger stærke sociale kompetencer

5. februar 2018 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Det er ikke alene eksamensbeviset, der bliver gransket, når dimittender fra Erhvervsakademi Sydvest, EASV, søger job i syd- og sønderjyske virksomheder.

Faktisk langt fra.

Virksomhederne efterspørger i mindst lige så høj grad stærke personlige og sociale kompetencer. Det vil et særligt program på EASV imødekomme for at bringe de studerende endnu tættere på virksomhederne.

Kvalificeret arbejdskraft, der kan bidrage til vækst og udvikling i de syd- og sønderjyske virksomheder. Det er den overordnede målsætning for arbejdet og uddannelserne på Erhvervsakademi SydVest (EASV) i Esbjerg og Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Virksomhederne efterspørger personlige kompetencer

Og akademiet udvikler hele tiden sine uddannelser og tilbud i tæt samspil mellem undervisere, studerende og virksomheder for at sikre, at de studerende har de nødvendige kompetencer med sig, når de går fra skolebænk til arbejdsplads.

Det tætte samarbejde med virksomhederne har dog afsløret, at gode karakterer og høj faglighed langt fra er det eneste, der betyder noget for virksomhederne. Langt de fleste af dem har hårdt brug for den uddannede arbejdskraft, som EASV leverer, og derfor har virksomhederne også i høj grad brug for, at deres nye medarbejdere er så selvkørende som muligt, nærmest fra dag 1. Og det kræver stærke såkaldte soft skills.

Artiklen fortsætter under annoncen

Soft skills på skoleskemaet

Soft skills er eksempelvis evnen til at samarbejde, tænke innovativt og arbejde vedholdende. Ikke ligefrem fag i en almindelig undervisningsplan. Endnu i hvert fald.

“Vi har undersøgt, hvad virksomhederne egentlig forstår ved kvalificeret arbejdskraft. Hvad det i virkeligheden er, de har brug for. Og de fortæller os tydeligt, at de personlige og sociale kompetencer er mindst lige så vigtige som de faglige, når de skal ansætte nye medarbejdere”, siger Ph.D. Innovation Developer på EASV, Flemming Pors Knudsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han er leder af EASV’s såkaldte Talentprogram, hvor 20-25 særligt udvalgte studerende hvert år gennemgår et forløb med aktiviteter som workshops, virksomhedsbesøg og innovations camps. Programmet, der nu har kørt i tre år, ligger udover den almindelige undervisning og skal netop styrke deltagernes soft skills.

Plug-and-play-medarbejdere

“Når vi taler uddannelse, overser vi ofte betydningen af at arbejde med de bløde færdigheder. De er nemlig svære at måle kvantitativt. Men vi er et erhvervsakademi, og vi har en klar ambition om, at både vi som institution, og vores studerende, skal være så tæt på virksomhederne som muligt. De studerende skal være praksisorienterede, arbejdsmarkedsparate og dybest set plug-and-play-medarbejdere, når de forlader EASV”, siger Flemming Pors Knudsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De studerende i Talentprogrammet bliver udvalgt gennem en lang række workshops og tests, der blandt andet bedømmer deres sociale intelligens, samarbejdsevner og evner til at løse konkrete problemstillinger.

Tættere på virkeligheden

Flemming Pors Knudsen håber på, at elementerne i Talentprogrammet kan finde vej ind i al undervisning på EASV, så det kommer alle studerende, og dermed virksomhederne, endnu mere til gavn.

“Hele vores uddannelsessystem er meget teoretisk, men på EASV er vi tættere på virkeligheden end langt de fleste uddannelser. Derfor er det også oplagt, at vi ser på mulighederne for at gøre udvikling af soft skills tilgængeligt for alle studerende, når nu det er det, virksomhederne har brug for. Vi skal altid gøre mest muligt for at bidrage til vækst og beskæftigelse”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

EASVs Talentprogram løber i sin nuværende form over 12 måneder med 1-2 aktiviteter pr. måned og er altså et tilbud, der ligger udover den almindelige undervisning.