Elever og lærlinge er god forretning for lokale virksomheder

22. september 2016 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

En ny undersøgelse blandt Sønderborg-områdets virksomheder viser, at der er klare økonomiske og rekrutteringsmæssige fordele ved at oprette lære- og elevpladser. Alligevel halter mange lokale virksomheder bagefter i jagten på de unge talenter.

Det vil EUC Syd, Business College Syd og Jobcenter Sønderborg nu gøre noget ved.

Det vurderes, at ca. 12.000 unge på landsplan mangler en lære- eller elevplads. Også i Sønderborg kniber det med at skaffe pladser nok til de mange unge under uddannelse. Men en ny undersøgelse blandt Sønderborg-områdets virksomheder skaber optimisme på uddannelsesinstitutionerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den bekræfter nemlig, at de virksomheder, der i dag har elever og lærlinge, opnår konkrete og målbare fordele. Ca. 7 ud af 10 lokale virksomheder oplever således en økonomisk gevinst allerede i første halvdel af læretiden, og samtidig har de lettere ved at skaffe den kvalificerede arbejdskraft, virksomheden har brug for.

“Undersøgelsen peger entydigt på, at det kan betale sig for vores lokale virksomheder at oprette lære- og elevpladser. Det styrker vores håb om, at endnu flere virksomheder fremover vil åbne dørene for et ungt talent”, siger direktør på EUC Syd Finn Karlsen i en presemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gør op med fordomme

Det er EUC Syd, Business College Syd og Jobcenter Sønderborg, der står bag den nye undersøgelse af de lokale virksomheders oplevelser og erfaringer med lærlinge og elever. Foruden at kortlægge de konkrete fordele, som virksomhederne oplever, gør undersøgelsen også en række gamle fordomme til skamme.

“Nogle af de fordomme, vi med jævne mellemrum har hørt, er, at det f.eks. er alt for besværligt og tidskrævende at have en elev eller lærling. Men undersøgelsen viser, at selvom en elev eller lærling naturligvis kræver tid og opmærksomhed, især i starten af uddannelsen, oplever virksomhederne hurtigt dels den økonomiske gevinst og dels en positiv effekt af at få friske øjne og nye indspark i dagligdagen. Samtidig er det utrolig positivt, at virksomhederne fremhæver deres elever og lærlinge som talentfulde, arbejdssomme og pligtopfyldende”, siger Finn Karlsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vækst og travlhed kan udfordre

Selvom fordelene ved at oprette en læreplads er markante, er der fortsat mange lokale virksomheder, der ikke indgår uddannelsesaftaler. Hvor det henholdsvis er de små og helt store virksomheder, der er bedst til at skabe uddannelsespladser, halter virksomheder med 11 til 35 medarbejdere et godt stykke bagefter.

“Vi ved faktisk ikke hvorfor, men et godt bud kan være, at der er massiv travlhed og derfor stringent fokus på driften i denne type virksomheder. Man har nået en størrelse, der er forudsat af succes og vækst. Men samtidig er man ikke nødvendigvis stor nok til at have stabsfunktioner som f.eks. HR osv. Derfor kan det virke uoverskueligt dels at skulle sætte sig ind i, hvordan man får en elev eller lærling, og dels hvordan man skal have tid og plads i virksomheden til et ungt talent under uddannelse”, siger Finn Karlsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vil gøre det lettere

På baggrund af undersøgelsens resultater vil EUC Syd, Business College Syd og Jobcenter Sønderborg derfor gøre det lettere for den store gruppe af lokale virksomheder med 11 til 35 medarbejdere at få en elev eller lærling.

“Vi har ganske enkelt valgt at kontakte virksomhederne direkte for at gøre opmærksom på både muligheder og fordele. Og skulle en virksomhed være interesseret, står vores ekspertteam klar til at guide virksomheden gennem processen – fra godkendelse af praktiksted og afklaring af løn- og ansættelsesforhold til at finde det helt rigtige talent”, forklarer Finn Karlsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allerede i starten af oktober vil ca. 1.000 virksomheder i Sønderborg kommune blive kontaktet af EUC Syd, Business College Syd og Jobcenter Sønderborg, ligesom alle virksomheder uanset størrelse kan finde både hjælp og inspiration på det nye website talent6400.dk

“Vi håber meget på, at indsatsen vil bære frugt således, at flere virksomheder åbner døren for et ungt talent, for det er vitterligt en win-win situation. På den ene side tager virksomheden et stort samfundsmæssigt ansvar og gør en konkret forskel i et ungt menneskes liv. Og på den anden side oplever virksomheden en økonomisk gevinst og sikrer samtidig sit rekrutteringsgrundlag, da 8 ud af 10 ender med at blive ansat i den virksomhed, de uddannes fra”, siger Finn Karlsen.

5. oktober 2024 112, REGIONALT

Grænsekontrollen intensiveres

5. oktober 2024 112

Rigspolitiet har i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi og PET besluttet at intensivere indsatsen ved den dansk-tyske grænse og det skyldes de seneste dages hændelser i København og Stockholm, hvor blandt andet to svenske statsborgere er sigtet for terror. “Den seneste udvikling bekræfter desværre, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Vi følger den nuværende […]

Læs mere...