Af Mathilde Andreasen, “Dyblandias Mediehus”, Dybbølskolen
Det bliver et brag af en oplevelse for alle de forældre og andre der torsdag eftermiddag besøger Dybbøl-Skolens Dyblandia. Her byder vi på mange forskellige værksteder og boder – med alt hvad hjertet kan begære.
Du kan for eksempel besøge Dyblandias helt egen Bolcheri, og købe nogle af de lækre bolsjer. Bagefter kan du tage et smut forbi smykkeværkstedet, der hele ugen har arbejdet på at producere en masse fine smykker. Du kan også besøge Dyblandias mediehus. Her kan du både købe Dyblandias officielle avis, og se vores tv-avis, som alene bringer alle de nyeste nyheder fra Dyblandia.
Uanset hvad du vil kigge efter i Dyblandia, kan du være 100 procent sikker på, at det er produceret af Dybbøl skolens egne elever. Lige siden fredag i sidste uge har alle knoklet med at få alt klart til den store fremvisning torsdag.
I skønhedssalonen har de lært at lægge make-up, og give massage. I gartneriet har de hele ugen plantet planter og malet potter, som er til salg torsdag aften.
Ved Musik og Teater er der planlagt et show, som skal vises for forældre, og eleverne er meget spændte. De har allerede givet forskellige opvisninger i gennem ugens.
Alle elever i Dyblandia har som sagt knoklet meget hårdt, og glæder sig bare til den store fremvisning, hvor alle forældre og søskende er velkommen. Det hele foregår fra 16 og fylder hele skolen, hvor de forskellige værksteder er spredt.