Hvordan underviser man i forretning i en verden, hvor seks ud af ni planetære grænser allerede er overskredet? Det spørgsmål sætter projektet Ego2Eco i centrum. Projektet, der er støttet af Tietgenfonden, skal forny undervisningen på seks merkantile erhvervsskoler i Danmark og introducerer en tilgang, hvor bæredygtighed handler om mere end klima og økonomi, det handler også om indre udvikling og menneskelig trivsel.
Fra foråret 2025 begynder de første aktiviteter på pilotskolerne, hvor undervisningen får et nyt præg. Med afsæt i de Indre Udviklingsmål (IDG) skabes læringsrum, hvor elever både udvikler faglighed og forretningsforståelse og samtidig styrker deres nærvær, empati og handlekraft.
“Ego2Eco handler ikke kun om at lære nyt – det handler om at være på en ny måde. Mange unge oplever klimaangst og mistrivsel. Vi skal skabe læringsmiljøer, hvor de mærker sig selv, hinanden og deres forbindelse til den levende planet”, siger Emilie Mogensen, kreativ projektleder i Ego2Eco.
De nye undervisningsformer suppleres af fysiske Ego2Eco-hubs, som etableres på hver af de seks skoler. Hubbene designes i samarbejde med arkitekt Niklas Nolsøe fra tegnestuen Formaal, som har erfaring med cirkulært og regenerativt byggeri. Målet er at skabe inspirerende rum, hvor undervisning og trivsel går hånd i hånd.
Derudover bliver underviserne klædt på til at undervise på nye måder, hvor samskabelse og meningsfuldhed er i fokus, og hvor eleverne bliver aktive medspillere i undervisningen. Projektet rulles ud på Roskilde Handelsskole, U/NORD, Svendborg Erhvervsskole, Business College Syd, Viden Djurs og EUC Nordvest.
“For os handler bæredygtighed ikke kun om at reducere vores klimaaftryk – vi ønsker at bygge op, tænke nyt og skabe forandring. Ego2Eco giver os en unik mulighed for at gøre netop det”, udtaler Bente Esbensen Jensen, direktør for Business College Syd.
Ifølge Emilie Mogensen er det afgørende, at erhvervsuddannelserne bliver en drivkraft i den nødvendige omstilling. “Støtten fra Tietgenfonden vidner om mod og fremsyn. Vi ønsker at gøre erhvervsuddannelserne til katalysatorer for systemisk forandring – langt ud over klasseværelset. Med rødder i en stærk dansk designtradition og et særligt ophav i folkelig, funktionel og demokratisk formgivning bygger vi videre på denne arv og oversætter den til moderne regenerativt uddannelsesdesign”.
Ego2Eco er forankret på Roskilde Handelsskole og kobler erhvervsuddannelserne til et nyt læringsparadigme, hvor følelser, relationer og væren bliver en naturlig del af undervisningen, oplyser Ego2Eco i en pressemeddelelse.



















