Et byggeri er mere end mursten, det er rammer for liv, samvær og udvikling. Den tilgang har præget René Holm Schmidt gennem 25 år som arkitekt og bygningskonstruktør i Sønderborg, hvor han har tegnet og udviklet projekter, der sætter spor i byen og omegn.
René Holm Schmidt begyndte karrieren på byggepladsen som faglært tømrer og byggede ovenpå med uddannelser som byggetekniker og bygningskonstruktør. Kombinationen af praktisk håndelag og teoretisk indsigt er blevet et fast holdepunkt i hans arbejde:
“Det er ikke blevet lettere at bygge. Tværtimod. Regler, materialer og krav til bæredygtighed gør det til en udfordrende disciplin, men også det, der gør det spændende. For når det lykkes, skaber vi noget, der gør en reel forskel for mennesker”, fortæller René Holm Schmidt.
I Sønderborg arbejder René Holm Schmidt aktuelt med udviklingen af et nyt kollegium med cirka 550 værelser og 32 familieboliger på den tidligere materialegård, et nøglested, der kræver omtanke, fordi projektet ikke kun handler om boliger, men også om at tiltrække unge, styrke fællesskaber og løfte byens udvikling. Samtidig har Blaavand & Hansson en central rolle i forvandlingen af Nørager, hvor nedrivning og genanvendelse går hånd i hånd med nye sociale rammer.
“Bæredygtighed fylder mere og mere i vores projekter, og Nørager er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe nye rammer for mennesker, og samtidig genanvende materialer, som tidligere er produceret”, fortæller René Holm Schmidt.
Fællesskabet på tegnestuen betyder også meget for både arbejdsglæde og resultater. Derfor bliver 25 års jubilæet den 14. september 2025 ikke markeret med en stor reception, men med en middag for medarbejderne som en hyggelig fejring af dagen.




















