I november sætter Nova Data fokus på digital sikkerhed og inviterer til ‘Sikkerheds-onsdage’, hvor alle kan få gratis hjælp til at beskytte deres computer, tablet eller telefon. Første gang er onsdag den 5. november 2025.
Hver onsdag fra klokken 10:00 til 12:00 står medarbejdere klar til at vise, hvordan man tager backup af sine filer, kontrollerer antivirus og sikrer sig mod svindel og datatab.
Der gives også vejledning i brugen af netbank, MobilePay, Min Læge og MitID, i et sprog, der er til at forstå, og uden krav om teknisk erfaring.
Alle er velkomne, og der kræves ingen tilmelding. Man skal blot møde op med sin egen computer, tablet eller telefon samt oplader. Formålet er at gøre det lettere at forstå og håndtere digital sikkerhed i hverdagen.
Sikkerheds-onsdagene finder sted onsdag den 5., 12., 19. og 26. november 2025 fra klokken 10:00 til 12:00 hos Nova Data, på Perlegade, hvor det er gratis at deltage.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















