Lørdag ved middagstid var der rigtigt mange børn ved Fri BikeShop på Alsgade og de havde også både deres forældre og deres cykler med. På pladsen ved cykelforretningen kunne de børn, som ikke havde pyntet deres cykler hjemmefra få pynt, som de kunne sætte på jernhesten.
Fra Fri BikeShop skulle alle børnene køre i optog gennem byen og frem til Ringriderfestens Børneland, hvor der er cykelringridning.
Kent Nissen, som har Fri BikeShop i Sønderborg, sagde til SønderborgNYT, at han har været både medarrangør og sponsor i Børneland igennem 16 år.
“Og det er en stor fornøjelse at være med i Børneland, hvor vi oplever masser af glade børn og forældre – og det er også dejligt at se de glade og stolte børn køre gennem byen i optoget ligesom det er en oplevelse at se dem køre i galgerne”, siger Kent Nissen.
Han fortæller videre, at det at være sponsor og medarrrangør i Børneland ikke er noget, der giver flere kunder i butikken.
“Forældrene og bedsteforældrene til mange af børnene er kunder i forvejen og det giver noget andet at møde dem i en anden sammenhæng end i cykelbutikken”.
Her er der billeder fra cykeloptoget.




















