Første skoledag: Oksbøl Friskole fik foræret en brandstation

13. august 2019 Uddannelse

Første skoledag på Oksbøl Friskole blev lidt usædvanlig i år, fordi skolen fik overdraget en brandstation.

Oksbøl Brandstation er nærmeste nabo til skolen.

I september 2016 lukkede stationen, fordi det var blevet for vanskeligt at skaffe frivillige brandmænd nok til at dække samtlige vagter, skriver friskolen.

En arbejdsgruppe blandt sognets beboere gik i gang med et arbejde for at etablere et medborgerhus, men kommunen var ikke villig til at yde det økonomiske grundlag for driften.

Artiklen fortsætter under annoncen

Friskolen søgte om at overtage brandstationen og i foråret 2019 blev det besluttet i kommunens økonomiudvalg, at friskolen vederlagsfrit kunne overtage bygningerne.

Første skoledag blev bygningen overdraget.

Den tidligere brandkaptajn, Torben Wriborg, gav nøglen til skolens formand, Jens Peter Christiansen. Samtidig fik Broballe Idrætsforening, Oksbøl Sogneforening og friskolen en økonomisk gave fra en pulje, som de tidligere frivillige brandmænd rådede over.

Der blev uddelt 11.400 kr. til formanden for BIF, Lise Kûmpel, 17.100 kr til formanden for sogneforeningen, Poul Erik Nørgaard – og 28.500 kr. til friskolens formand, Jens Peter Christiansen.

Skolens støtteforening forærede et skilt til stationen og skoleleder, Solveig Olsen, fortalte at skolen vil indrette til et kreativt univers i bygningens tidligere vagtstue og garagerum.

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk