Fremgang i elevantallet – en klasse mere på AGS efter skoleferien

8. april 2019 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Størstedelen af unge i Sønderborg og omegn har nu valgt deres uddannelsessted, og selvom befolkningstallet i landsdelen også i år har betydet, at der samlet set er færre unge mennesker, der skal starte på en ungdomsuddannelse, har Alssundgymnasiet Sønderborg, AGS, alligevel vendt udviklingen, så man opretter en klasse mere end sidste år.

Det betyder, at der fra august 2019 starter seks klasser på AGS. Det glæder naturligvis gymnasiets nye rektor, Jeppe Kragelund, der har stået i spidsen for skolen i fire måneder, og som peger på bredden i AGS’ uddannelsestilbud som en af styrkerne – med samtidig respekt for skolens historie.

Artiklen fortsætter under annoncen

 Stærk scienceprofil

”AGS har stadig den samme stærke scienceprofil, som har fundament i en lang tradition for at have nogle af områdets bedste naturvidenskabelige elever, der både nyder godt af vores talentarbejde i fag som matematik, fysik og kemi, men som for eksempel også kan lave deres egen ”miniforskning” i astronomi med stjernekikkerten i vores observatorium.”

”Vi skal selvfølgelig blive ved med at udvikle vores store engagement og samarbejde med andre partnere inden for området, men parallelt hermed udvikler vi også særlige tiltag for elever med interesse inden for andre områder som sprog, samfundsvidenskab eller de kunstneriske fag.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Idræt, sprog og samarbejde

AGS har samtidig også, som det eneste STX-gymnasium i Sønderjylland, fået dispensation af Undervisningsministeriet til at udbyde en studieretning med idræt.

”Studieretningen med idræt har betydet, at skolens idrætslærere har udviklet studieretningen og samarbejdet med Idrætshøjskolen og Humlehøjskolen yderligere, så det ikke alene er et unikt og gennemarbejdet tilbud til vores elever, men også noget, det kan få betydning for lokalområdets grundskoler og højskoler. Vi er meget opmærksomme på at bidrage til, at AGS har en åben og udadrettet tilgang til uddannelse og læring, der også skaber værdi for Sønderborgområdet – for det skaber nemlig også værdi for os”, siger rektor Jeppe Kragelund i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor arbejder AGS nu også mere målrettet på at lave særlige tilbud for elever med interesse for sprog.

”Vi har allerede lavet et sprogskoleophold for alle vores elever, der ligger ud over den almindelige studierejse, og vi arbejder i øjeblikket med at styrke sprogfagene i den daglige undervisning yderligere. Og vi har da også allerede elever, der har klaret sig flot i nationale sprogkonkurrencer i både spansk og tysk”.

Elevtrivselsundersøgelse i top

Faglighed er dog ikke den eneste forklaring på årets høje ansøgertal. Fundamentet for en god skole ligger også i den sociale trivsel – at eleverne har det godt. Og det har de i høj grad, ifølge den obligatoriske Elevtrivselsundersøgelse, som gymnasier i hele Danmark skal foretage mindst en gang hvert tredje år. Resultaterne fra AGS i 2018 var nemlig overordentligt positive. De viste bl.a. meget positive tilkendegivelser af, at der hersker forståelse og respekt eleverne imellem i klasselokalerne, samt at mobning er uhyre sjælden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeppe Kragelund siger:

”Vi er meget glade for den positive Elevtrivselsundersøgelse, men hviler ikke på laurbærrene. Vi opprioriterer stadig sociale aktiviteter på AGS, fordi trivsel er betingelsen for faglighed. AGS er og skal fortsætte med at være et godt sted både at lære og være.”

 

24. april 2024 Politik, Sønderborg

Følg april måneds byrådsmøde direkte fra byrådssalen

24. april 2024 Politik

Så er det tid til april måneds byrådsmøde, og som altid sender SønderborgNYT TV hele byrådsmødet direkte fra byrådssalen fra klokken 17:00. Byrådspolitikerne skal blandt andet godkende en lang række anlægsregnskaber fra de forskellige udvalg, og derudover skal de nye medlemmer af Integrationsrådet godkendes. De lokale politikere skal også drøfte, om Hertugernes Augustenborg skal gøres […]

Læs mere...