Frisørelev fra Park by Mens Cut skal til DM i Skills

3. december 2019 Uddannelse

Frisørelev Trine Andresen Biel er fra Aabenraa og hun er udvalgt af EUC Syd til at deltage i Skills ud fra niveau og kompetencer.

“Det er fedt at være frisørelev, fordi det er et kreativt fag, og man udvikler sig på alle mulige måder, for der sker noget hele tiden – så man står ikke bare stille, siger Trine Andresen Biel, der er i lære hos Park by Mens Cut.

Hos Park by Mens Cut på Rådhustorvet arbejder Trine Andresen Biel med klip, farvning og meget andet, som en uddannet frisør, og hendes mester synes godt om, at hun skal med til Skills.

Artiklen fortsætter under annoncen

“De synes, det er en lærerig oplevelse for mig og er sikre på, at jeg vil udvikle mig i forløbet”, fortæller Trine Andresen Biel.

“Jeg bruger min fridag i frisørafdelingen på skolen og ellers hver anden onsdag efter arbejde, og jeg træner selvfølgelig så meget jeg kan i salonen, når der er luft i min kalender”.

Frisøruddannelsen er en vekseluddannelse med skiftevis kortere skoleophold og længere forløb i praktikvirksomheden. Man følger derfor ikke et fast hold på samme måde som i for eksempel folkeskolen. Når Trine Andresen Biel har den mere teoretiske undervisning på erhvervsskolens frisørafdeling, varierer det, hvilke og hvor mange elever, der er på holdet.

“Min træning har været hård men også sjov og effektiv, og jeg glæder mig til Skills og regner med at blive mere selvsikker på frisørfaget og udvikle mine kompetencer – blandt andet til ren frisering og fønning. At vinde kunne være en kæmpe oplevelse, men jeg synes, det betyder meget i det hele taget at være udvalgt og være med og bare blive bedre og have gjort sig umage og gjort sit bedste”.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk