FV22: Bred vifte af partier til valgdebat hos Rotary

Vælgermøde hos Rotary Sønderborg Syd
Vælgermøde hos Rotary Sønderborg Syd
25. oktober 2022 FV22 Skrevet af: Ole Kæhler

Mandag aften havde Rotary Sønderborg Syd inviteret folketingskandidater til en debat i forbindelse med det ugentlige møde i Rotary – og for at gøre det mere interessant for kandidaterne, så havde Rotary inviteret enhver, som havde lyst, til at komme og lytte med.

Et af de første emner, som ordstyrer Louise Degn skulle have kandidaterne til at tale om, var løsningen på at få mindre virksomheder hjulpet ud af krisen.

“Det korte svar er, at der skal laves en god rammeaftale og den kræver, at partierne sætter sig sammen og glemmer deres forskelighed”, sagde Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Henrik Frandsen fra Moderaterne advarede:

“Vi skal passe på, at den hjælp, som bliver givet, ikke forstærker inflationen og det sker, hvis der pumpes for mange penge ud”, sagde han.

Venstrekandidat Chris Preuss sagde:

“Vi må støtte erhvervslivet og komme med alternativer til naturgassen og det skal gå hurtigere end det gør nu”.

Fata Morgana

“Først af alt vil jeg lige sige, at Socialdemokratiets snak om regering hen over midten er et fata morgana. Det kommer aldrig til at ske og så vil jeg sige, det er vigtigt, der kommer hjælp til små og mellemstore virksomheder”, sagde Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der skal hjælp ud til virksomhederne og sjovt nok fører det til mere bureaukrati, som vi vil have mindre af, så lad os sætte virksomheder og kommuner fri”, sagde Nilas Bay-Foged fra Alternativet.

Lasse Skov Ovesen fra Radikale siger, at der skal tænkes både kort- og langsigtet.

“Vi skal komme med nogle brugbare, grønne løsninger og det kræver, at de tre store partier sætter sig sammen. Gør de det, så kommer løsningerne”, sagde Lasse Skov Ovesen.

Konservative Jesper Højmark Esbensen vil se på virksomhederne skatteprocent.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kristendemokraternes Poul Harald Holm mener også, at små virksomheder skal have hjælp.

“Det er svært at sige noget om krisen, fordi vi ikke ved, hvor vi er på vej hen”, sagde han.

Grøn omstilling

Danmark har en målsætning om at have reduceret CO2-aftrykket med 70 procent i 2030, Sønderborg vil være CO2-neutral i 2029 og Samsø har længe været det.

“Samsø var det første sted i Danmark, der blev CO2-neutralt og det skyldes ikke store forkromede løsninger, men ganske enkelt en masse lokale initiativer”, sagde radikale Lasse Skov Ovesen og tilføjede, at han boede på netop Samsø i 17 år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Patrick Bryhl fra Danmarksdemokraterne mener, at når det gælder landbruget, så er løsningen ikke CO2-afgifter, men belønninger.

SF vil også gerne støtte virksomheder, der vil den grønne omstilling.

“Og vi vil også gerne have flere vindmøller og anden grøn teknologi”, sagde John Hyrup Jensen.

Der blev også talt om grænsekontrol, en fast forbindelse mellem Als og Fyn samt manglen på arbejdskraft – og til det sidste fik Dorthe Wildt Nielsen fra Liberal Alliance sagt, at der skal gøres noget for alle de unge mennesker, som ikke får lært at læse og skrive i grundskolerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Et firma i Horsens tog unge uden cv, altså uden folkeskolens afsluttende prøve, ind til en samtale og det gav mange dygtige og motiverede lærlinge”, sagde hun og føjede til, at erhvervslivet jo også selv kan gøre noget for sagen”.