Folketingskandidat Nils Sjøberg, Radikale Venstre, skriver:
I foråret sluttede Det Internationale Energiagenturs konference i Sønderborg med en handlingsplan, som anerkender betydningen af energieffektivitet i kampen mod klimaforandringer. I september var der endnu en international konference i Sønderborg om de strategiske principper og politiske redskaber, som kan bruges til at øge den energieffektive indsats.
I en tid hvor alle taler om miljø, burde også danske politikere valfarte til Sønderborg Kommune for at lytte til og lade sig inspirere af de fantastiske resultater, som erhvervsliv, borgere og kommune har opnået på energiområdet.
Takket være ProjectZero og et enestående engagement fra sønderborgensere på alle planer er det lykkedes at udvikle nye løsninger på energiområdet.
Det er imponerende, at Sønderborg Kommune efter stor sandsynlighed vil være CO2-neutralt i 2029. 20 år før resten af Danmark har planlagt det. Samtidig er der skabt hundredvis af nye arbejdspladser. CO2-udledningen er allerede reduceret med over 50 procent i forhold til startåret 2007.
Miljøbevidstheden slår igennem på alle planer. Boliger med mindre energiforbrug. Havebrug hvor der tænkes grønt og ergonomisk. På virksomheder, blandt forretningsdrivende og i hoteldrift.
Sønderborg Kommune har vist, at man kan forene det grønne og miljørigtige med god komfort, arbejdspladser og udvikling. Den viden vil jeg gerne bringe med ind i Folketinget og dele med andre. Derfor har jeg brug for din personlige stemme den 1. november.
Jeg vil fortsætte det arbejde, som jeg begyndte som barselsvikar – da jeg repræsenterede Sønderborg Kredsen – til at bringe Sønderborgs erfaringerne med ind i Folketinget. Kun på den måde kan vi få gjort hele Danmark CO2-neutralt inden 2050.