3.000 plakater med billede af den nye Venstre-kandidat i Sydjyllands Storkreds og Sønderborgkredsen, Phillip Kjær Luscombe, blev fredag aften forsynet med strips og fordelt til ophængning i lygtepæle og rækværk i hele Sønderborg Kommune.
I morgen klokken 12:00 må valgplakaterne hænges op, og hos Venstre er man mere end klar.
I maskinfabrikken Cormalls rummelige haller i Ragebøl summer det af aktivitet. Her er biler og trailere kørt i stilling, og partifæller i alle aldre bevæger sig mellem plakater, strips og stakke af valgmateriale.
Den 30-årige folketingskandidat holder peptalk, mens plakater med hans kontrafej finder vej til bagagerum og lad.
Blandt dem, der har taget fat, er tidligere folketingsmedlem Ellen Trane Nørby. Hun er en del af stripsholdet og understreger billedet af et parti, der trækker på både erfaring og en stor flok frivillige, når valgkampen skydes i gang.
”Vi er bare så klar til valget og vi er godt forberedt”, siger Phillip Kjær Luscombe, der har rødder i Sønderjylland, hvor han kommer til at tilbringe en stor del af sin tid de kommende tre en halv uge.
Hans farmor bor i Aabenraa, og hans far er direktør i AL Sydbank. Selv har han fast bopæl i København, men nu rykker han tættere på de sønderjyske vælgere.
”Jeg skal ud og føre valgkamp på gader og stræder. Jeg vil være synlig i gadebilledet og dér, hvor der sker noget i valgkampen”, siger den nybagte kandidat, der afløser Chris Preuss som Venstres spidskandidat i Sønderborgkredsen.
Valget er kommet hurtigere end ventet og Phillip Kjær Luscombe skal først officielt vælges som partiets spidskandidat på et opstillingsmøde søndag. Oprindeligt skulle opstillingsmødet have fundet sted 24. marts, men det er selve valgdagen, og derfor er mødet blevet fremskyndet.
”Den dato valgte vi, før vi kendte valgdatoen”, siger formand for Sønderborg Venstre Jesper Axelsen.
Kandidaten lægger ikke skjul på, at personlige stemmer får stor betydning i en storkreds som Sydjylland.
”Mit kandidatur og valgets udfald er naturligvis afhængig af, hvor mange stemmer vi som kandidater hver især kan trække i Sydjyllands Storkreds. Jeg er en ung kandidat. Erfarne kræfter som Stephanie Lose vil givet være blandt partiets store stemmeslugere”, siger Phillip Kjær Luscombe.
Til daglig arbejder han for Rasmussen Global, som er tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens rådgivnings- og ekspertvirksomhed i militær- og sikkerhedsspørgsmål. Venstre-kandidaten er direktør for afdelingen Forsvar og beskæftiger sig meget med krigen i Ukraine.
Men i weekenden handler det mindre om sikkerhedspolitik og mere om synlighed i gadebilledet i blandt andet Sønderborg.
”Vi vil ud at møde vælgerne på gaden og dele hotdogs ud med røde pølser. Det plejer at være et hit”, siger Jesper Axelsen i fuld gang med stripsene.
Kampagnelederen er kandidatens bedste vens hustru, Isabella Lindgreen. Foreløbig skal alle ud at hænge plakater op lørdag, og derefter går det slag i slag med valgmøder, kampagne og stillingtagen til vigtige emner – ikke mindst i det sønderjyske.
Kandidaterne skal gøre sig gældende i hele Sydjylland for at få alle stemmer med. De vil være at finde på de digitale platforme, og så søger de at tækkes vælgerne gennem tre en halv uges intens valgkamp, som de i øvrigt anser for at være pænt lang tid at kæmpe i.
Chris Preuss fik 4.021 stemmer ved folketingsvalget i november 2022 – heraf 3.333 i Sønderborgkredsen. Det rakte ikke til en plads i Folketinget, fordi Venstre gik tilbage og kun opnåede tre mod tidligere seks mandater i Sydjyllands Storkreds.
Nu er det Phillip Kjær Luscombe, der skal forsøge at hente de nødvendige stemmer.
”Jeg glæder mig. Det er rart at komme i gang”, siger Phillip Kjær Luscombe, mens de sidste plakater skippes ud mod Venstre-bilerne, der bringer dem ud i master og lygtepæle i løbet af en hektisk valgweekend, som for alvor starter lørdag klokken 12:00.

















