Forældre der ønsker at gøre brug af gæstepasningsordningen i Sønderborg Kommune vil fremadrettet fortsat kunne gøre brug af tilbuddet. Det har Børne- og Uddannelsesudvalget valgt at indstille til byrådet efter onsdagens udvalgsmøde, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Børne- og Uddannelsesudvalget har snakket om, hvorvidt gæstepasningsordningen kunne effektiviseres, fordi tallene viste, at der er for mange pladser i forhold til forældre, der rent faktisk bruger tilbuddet.
Forslaget blev sendt i høring, og efter at have gennemgået høringssvarene er man fra politisk hold enig om, at gæstepasningsordningen fortsætter, men at det fra 1.juli næste år bliver de enkelte forældrebestyrelser, der får tildelt ansvaret for at organisere gæsteplejeordningen i de enkelte dagtilbudsområder.
”I stedet for at vi som politikere dikterer, hvordan ordningen skal administreres, så lægger vi det i stedet ud til forældrene, som får mulighed for at se nærmere på de forskellige behov der er og lægge planer ud fra det”, siger Erik Lorenzen, formand for Børn – og Uddannelsesudvalget.