Gymnasieelever lærer at gøre en klima-forskel

AGS. Arkivfoto
AGS. Arkivfoto
18. september 2024 Uddannelse Skrevet af: Michael Kjær

Bæredygtighed og klima er i fokus den 20. september, når Alssundgymnasiet – lige som gymnasier i resten af landet – er med i Gymnasiernes Nationale Klimahandledag.

”Det bliver en anderledes skoledag, hvor eleverne selv får mulighed for at gøre en forskel. Vi har planlagt workshops med fokus på elevernes egne handlinger som eksempelvis Zero waste fashion, hvor eleverne skal reflektere over deres tøjforbrug, og hvordan ens udtjente, kasserede påklædningsgenstande kan få nyt liv ved hjælp af genbrug og re-design”, siger Malene Samsø Nielsen, der er konstitueret rektor for Alssundgymnasiet, AGS.

Artiklen fortsætter under annoncen

Andre workshops har navne som ’Mærk naturen på bare tæer’, hvor eleverne bliver inspireret til klimapoesi og klimasange. Efterfølgende skal de fremføre deres værker ved en fælles afslutning på gymnasiet.

Eleverne har også mulighed for at komme på ekskursion til Kolibri – den emballagefri butik i Sønderborg, hvor der er fokus på at handle lokalt, økologisk og undgå madspild ved kun at købe den mængde, man har brug for og bære den hjem i egne genbrugte beholdere og på virksomhedsbesøg hos Saltpower og Better Energy og meget mere.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Dagen igennem er der konkurrencer, bl.a. den store klima-kage-bagedystkonkurrence Fra jord til kagebord, hvor klasserne dyster om at lave den mest bæredygtige kage med lokale ingredienser. Her er kriterierne bæredygtighed, kreativitet og smagfuldhed naturligvis. Vi glæder os til en dag i klimaets tegn med fokus på konkret handling og fællesskab på tværs af elever, undervisere og lokale aktører”, siger Malene Samsø Nielsen i en pressemeddelelse.

”Sidste år tilføjede politikerne klima og miljø til gymnasiernes formålsparagraf. Jeg tænker, at det er, fordi de ved, at gymnasierne har et stort ansvar for at danne og uddanne næste generation af forbrugere og eksperter, som skal løse klimaudfordringerne og sikre mere bæredygtig adfærd. Med Gymnasiernes Nationale Klimahandledag tager vi den opgave seriøst – samtidig med at vi giver eleverne en fornemmelse af, at de som en del af et større fællesskab med gymnasieelever landet over faktisk kan gøre en forskel”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kl. 11.15 ruller den vegetariske foodtruck, Blusset, op foran gymnasiet for at give eleverne en gratis plantedelle-sandwich med hjemmelavede karameliserede løg og rødbedekompot, spidskål og agurk. Foodtrucken er en konkurrencegevinst sponseret af Gymnasieskolernes Klimaalliance og Villum fonden.

”Der eksisterer jo blandt en del elever med nogle indgroede fordomme om vegetarmad. Nu får de mulighed for at smage det uden at skulle bruge deres lommepenge på det. For nogle af eleverne vil det nok være lidt af en øjenåbner, og det er jo fint, hvis det kan bidrage til at udvide deres madhorisont lidt”, siger Malene Samsø Nielsen.