Horst-Günter Rubahn genudnævnt til leder af Mads Clausen Instituttet

Horst-Günter Rubahn. Pressefoto
Horst-Günter Rubahn. Pressefoto
23. april 2021 Uddannelse Skrevet af: Redaktion

Professor Horst-Günter Rubahn har siden 2012 bestridt posten som leder for Mads Clausen Instituttet, MCI, under det Tekniske Fakultet på SDU. Han bliver nu genudnævnt til institutleder for de kommende seks år.

MCI er placeret i Odense og Sønderborg med cirka lige mange forskere og ansatte de to steder. Instituttet har på uddannelses-, forsknings- og industrisamarbejdsområdet manifesteret sig som et fyrtårn inden for mekatronik, nanoteknologi og innovation under Horst-Günter Rubahns ledelse. MCI har således i løbet af de seneste ti år præsteret en konstant stigning i antallet af ansatte, modtagne fondsmidler og publicerede videnskabelige artikler.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Professor Horst-Günter Rubahn kan som institutleder tilskrives en stor del af æren for den fremgang MCI har opnået og derfor er det også naturligt, at han bliver genudnævnt til leder af MCI”, siger dekan for Det Tekniske Fakultet, Henrik Bindslev, i en pressemeddelelse.

MCI repræsenterer forskning i verdensklasse. Det gælder enhederne NanoOptics, NanoSyd, C:Mac og Center for Photonics Engineering.

”Horst-Günter Rubahn har ydet en ekstraordinær indsats i forhold til at udvikle og udvide vores aktiviteter i Odense og især i Sønderborg. Hans vedholdende indsats i forhold til realiseringen af både Center for Industriel Elektronik i 2017 og Center for Industriel Mekanik i 2020 har i vid udstrækning været medvirkende til, at vi sidste år kunne oprette Institut for Mekanik og Elektronik”, siger Henrik Bindslev, og fortæller videre, at etableringen af instituttet frigør kræfter, så MCI fremover kan arbejde mere fokuseret på at finde løsninger til globale udfordringerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det betyder helt specifikt, at MCI’s hold af internationalt anerkendte topforskere kan arbejde endnu mere fokuseret med emner som fysik, nanoteknologi og fotonik. Det er forskningsfelter, hvor Horst-Günter Rubahn har unikke kompetencer og en uvurderlig indsigt”, siger Henrik Bindslev.

Hviler ikke på laurbærrene 

Professor Horst-Günter Rubahn er glad for genudnævnelsen, der betyder, at han kan fortsætte arbejdet med visionerne for MCI.

”Vi skal fortsætte med at udbygge MCI’s unikke styrkepositioner inden for bl.a. smarte materialer, nanofotonik og plasmonik. Vi skal ganske enkelt forblive førende inden for disse forskningsfelter og fastholde vores position som et fyrtårn, som fremviser teknologiske løsninger, der gør en forskel i en verden under massivt pres”, siger Horst-Günter Rubahn.

Artiklen fortsætter under annoncen

For i en verden med klimakrise og en stigende befolkningsvækst står vi overfor forandringer af en hidtil uset størrelse og kompleksitet. Vi har brug for nye måder at tænke på, nye teknologier og nye måder at bruge teknologierne på.

”Ved at satse på disruption gennem teknologi kan vi skabe nye muligheder for industrien og det omkringliggende samfund, samtidig med, at vi tager vores del af det globale ansvar for at bedre betingelserne for vores planet. Gør vi det rigtigt, kan MCI imødegå vigtige, samfundsmæssige udfordringer i det 21. århundrede. Udover klima arbejder og forsker vi inden for vigtige emner som sundhed og innovation”, siger Horst-Günter Rubahn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Målet for MCI er endvidere, at instituttet i 2025 skal tælle over 65 medarbejdere på tværs af campusserne i Odense og Sønderborg, ligesom MCI skal være førende inden for samarbejde på tværs af landegrænser og der arbejdes endvidere på opbygning af nye uddannelser i Sønderborg.