Når vi tager en tur i Humlehøjhallerne, så er det som regel for at se eller selv dyrke en eller anden form for sport eller motion. Men hallerne er også arbejdsplads for nogle mennesker.
“Der er otte mand ansat inklusive mig selv”, siger halinspektør Jan Nicolaisen til SønderborgNYT. Han forklarer videre:
“Der er 5 1/2 mand ansat i svømmehallen og 1 1/2 i det vi kalder tørhallerne”, siger han. Deres job er ganske enkelt at sørge for, at alting ser ordentligt ud og virker, som det skal.
“Derudover er der tre mand, som gør rent.
“Jeg kommer klokken 5 om morgenen og gør rent i hallerne indtil klokken 12.30”, siger italienske Roberto. Det har han gjort året rundt gennem fire år.
Hallerne er i brug hver eneste dag fra klokken 6 til 22.
270 kubikmeter vand i timen
Vandet i svømmehallen er klorvand og det vogtes der nøje over.
“Vi filtrerer og renser 270 kubikmeter vand i timen alene til det store bassin”, siger Jesper grøndahl Hansen til SønderborgNYT. Vandpunperne kører 24/7, så vandet hele tiden cirkulerer og holdes rent.
“Vi tjekker også vandet fire gange i døgnet ved at måle det manuelt og sammenligne tallene med tallene fra teknikken”, siger Jesper Grøndahl Hansen.
Livredder og blæksprutte
Når man bliver ansat som livredder i Humlehøjhallernes svømmehal, så betyder det ikke, at man går inde ved bassinerne og holder øje med, at badegæsterne kommer op til overfladen en gang imellem.
“Jeg har en del timer i sømmehallen, men laver også andre ting”, siger Leif Hansen, som har været i hallerne i hele 18 år. Tirsdag gik han og fejede udenfor i den friske luft.
“Jeg arbejder på skiftende tider og hver anden weekend. Men det hører med, når man vil være her”, siger han.