IKEA åbner i Sønderborg

Efter gentagne ønsker fra kunder åbner IKEA i Sønderborg. Pressefoto

Efter gentagne ønsker fra kunder åbner IKEA i Sønderborg. Pressefoto

8. juli 2025 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Til november åbner IKEA i Sønderborg med et ‘plan and order point’ som er IKEAs svar på en mindre butik, der er dedikeret til rådgivning i forbindelse med større indretningsprojekter i hjemmet.

“Vi glæder os til at byde kunderne i Sønderborg og omegn inden for til både inspiration og kompetent vejledning. Her vil de kunne få skræddersyet hjælp til de mere komplekse boligkøb til køkken, bad, stue og soveværelse, og samtidig finde et bredt udvalg af boligtilbehør – faktisk det største sammenlignet med vores andre plan and order points”, siger Andreas Møller, der bliver butikschef.

Artiklen fortsætter under annoncen

I det nye plan and order point i Sønderborg kan de mindre produkter fra sortimentet i butikken købes og tages med hjem med det samme, mens de større boligkøb, der bestilles på IKEA.dk, kan afhentes i butikken.

Mads Vestskov Hansson, direktør hos HanssonErhverv,  fortæller på Facebook, at de har været i dialog med Ingka Group, som er det selskab der ejer IKEA, siden efteråret 2024:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det har været et utroligt spændende forløb, hvor vores medarbejdere virkelig har leveret en fantastisk indsats. Særligt i arbejdet med at overbevise Ingka Group om, at Sønderborg – og Center Øst – er en by med visioner og en by i rivende udvikling. Det er derfor ikke helt uden stolthed, at vi nu endelig kan fortælle om indsatsen af det kæmpe store arbejde, der ligger bag. Nemlig at IKEA åbner en butik i Sønderborg. Det er en kæmpe gevinst for området og for Sønderborg” .

IKEA overtager lejemålet på Grundtvigs Allé 173. Lejemålet IKEA overtager er på 757 m2 og bliver derfor en af de største plan & order butikker i Danmark. Det betyder at der er plads til lidt ekstra i form af diverse accessories og udstillinger.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er bare så vildt! Et kæmpe benarbejde er slut og nu skal vi i gang med en mindre klargøring af lokalerne, så de er klar til IKEA, som overtager den 1. september 2025”, oplyser Nanna Hansson, ejer af HanssonErhverv.

Med åbningen i Sønderborg fortsætter IKEA udrulningen af plan and order points i Jylland. De seneste år er der åbnet lignende forretninger i Esbjerg, Herning, Vejle og Kolding. Efter åbningen i Sønderborg dækkes også den sønderjyske landsdel med rådgivning og inspiration tæt på.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Med Sønderborg på landkortet når vi kunderne i en vigtig del af Jylland. Vores plan and order points er med til at styrke vores ambition om at komme tættere på vores mange kunder og gøre det lettere for dem at indrette hjem, der fungerer i hverdagen”, siger Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef i IKEA Danmark.

Rekrutteringen til det nye plan and order point er allerede i gang, og butikken vil blive bemandet med lokale medarbejdere. Det nye team vil blive grundigt oplært af erfarne kolleger fra IKEA Odense, så de er godt klædt på til at kunne tilbyde en skræddersyet og personlig kundeservice fra første åbningsdag.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi søger medarbejdere, der er nysgerrige og interesserede i boligindretning og har gejsten til at yde en ekstra indsats for at skabe tilfredse kunder i Sønderborg. Det er vigtigt for os, at det nye team kan give den nærværende rådgivning, som vores plan and order points særligt stiler efter”, siger Andreas Møller, i en pressemeddelelse

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...