Byrådet vedtog på onsdagens byrådsmøde den nye ’Masterplan for Parkering i Sønderborg By’, som bærer titlen ’Parkering og plads til alle’. Planen indeholder ti konkrete tiltag, der skal forbedre parkeringsforholdene i byen og sikre en mere attraktiv bymidte. Særligt håndteringen af autocampere for Sønderborg Slot blev et omdrejningspunkt i byrådsdebatten.
Kirsten Bachmann, Slesvigsk Parti og formand for Teknik-, By- og Boligudvalget fremhævede den bæredygtige tilgang til autocamperparkering:
“Vi har set en markant stigning i antallet af autocampere, og vi skal sikre, at de får de rette faciliteter. Med markerede pladser foran slottet kan vi styre, hvor de holder, og samtidig sikre adgang til el, vand og spildevandshåndtering og samtidig må vi se på varige løsninger, så autocampere kan opholde sig i byen i flere dage”.
Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti ser frem til, at der endelig bliver taget hånd om de mange autocampere, der har parkeret ved slottet:
“Det har været en torn i øjet for mange borgere, at autocampere har overnattet gratis med en fantastisk udsigt. Nu bliver der indført fire timers parkering døgnet rundt, så vi får dermed løst problemet”.
Flere politikere opfordrede til hurtig implementering af planen. Kjeld Stærk fra Venstre sagde:
“Vi skal sikre, at turisterne allerede denne sommer oplever en by, hvor parkeringen fungerer bedre. Vi skal ikke pakke det ind i unødvendige forsinkelser, men handle hurtigt”, og det var hans partifælle Ingrid Johannsen enig i:
“Der bliver talt meget syd for grænsen om parkeringsmulighederne i og omkring Sønderborg. Vi skal sende et klart signal inden påske, så vi kan starte turistsæsonen på den rigtige måde”.
Konkret vil Sønderborg Kommune sammen med Slots- og Kulturstyrelsen afmærke p-båse med metalsøm på brostensbelægningen i området foran slottet. Afmærkningen vil sikre parkeringsmuligheder for op mod 70 personbiler samt for handicapbiler, motorcykler og cykler.
Der bliver indført en tidsrestriktion på 4 timer i området ved slottet, som gælder hele døgnet, og tiltagene vil betyde, at de største autocampere fremover ikke kan parkere på Slotskajen, da de ikke kan være inden for afmærkningen. Mindre autocampere vil kunne parkere på lige vilkår med øvrige parkanter, men ikke overnatte.
Derudover vil man tydeligt kommunikere parkeringsrestriktioner og parkeringsmuligheder i området, herunder at overnatning ikke er lovligt.
Venstres Ellen Trane Nørby understregede også vigtigheden af at sende et klart signal til turister allerede nu
“Vi har behov for, at denne turistsæson starter med, at autocampere ikke længere holder på slotskajen. De skal have klar besked om, at der er kommercielle pladser andre steder i byen, og det budskab skal ud i de rette fora, hvor de diskuterer parkering i Sønderborg”.
Tage Petersen, Venstre, var fortaler for en endda meget hurtig handling, for han er klar til at tage fat med det samme sammen med resten af byrådskollegaerne:
“Løsningen på slottet koster ikke mange penge – det er bare en spand maling og et par arbejdstimer, så kan vi komme i gang”.
Masterplanen blev godkendt med 30 stemmer for og én imod, da Enhedslisten ikke kunne bakke op om den samlende masterplan, dog ikke fordi de var imod at få autocampere væk foran slottet, for det fremhævede Asger Romme Andersen som en positiv del af planen, men Enhedslisten stemte imod, fordi Asger Romme Andersen ikke mener, at der blandt andet bør udvides med flere parkeringspladser på Ringriderpladsen.
Opdateret d. 27/2-25 kl. 07:10 med en forklaring på, hvad der konkret skal ske på pladsen foran slottet, samt hvorfor Enhedslisten stemte nej.


















