Jeppe Kragelund er ny rektor på AGS

8. oktober 2018 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Alssundgymnasiet Sønderborgs nye rektor hedder Jeppe Kragelund. Han tiltræder stillingen 1. december 2018 med en bred erfaring inden for gymnasieverdenen som bl.a. underviser, uddannelsesleder, projektleder for Science Gymnasiet, initiativtager til Vind Laboratorium og medlem af ministerielle arbejdsgrupper inden for fx Science, Talentudvikling, STEM-strategi og Digitalisering.

Siden 2010 har den 46-årige Jeppe Kragelund sideløbende med jobbet som gymnasielærer særligt dedikeret sig det politiske arbejde i at skabe bedst mulige forhold på ungdomsuddannelserne som næstformand for hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening, GL. Her har han også været formand for uddannelsesudvalget og medlem af GL’s forhandlingsdelegation ved OK18.

Artiklen fortsætter under annoncen

“I 13 år har det politiske arbejde i Gymnasieskolernes Lærerforening fyldt meget i mit arbejdsliv. Mit arbejde har været drevet af en tyrkertro på, at forudsætning for god undervisning er engagerede, velforberedte og fagligt kompetente lærere – faglig begejstring smitter – længere er den ikke”, siger Jeppe Kragelund.

Tryghed er vigtig på AGS

Om hvorfor valget lige faldt på AGS siger han:

“Mit første møde med AGS var overordentlig positivt – den helt rigtig kombination af seriøsitet og “god stemning”. At arbejde i et miljø, hvor man føler sig tryg og respekteret, er nøglen til at opnå gode resultater, uanset om man er elev, lærer, pedel eller leder. Det kendetegner AGS.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Netop det gode fællesskab mellem alle grupper på skolen gjorde indtryk.

“Jeg fornemmer, at man tager eleverne seriøst på AGS, og derfor var det også helt naturligt, at det var elever, som skulle vise deres skole frem under min sidste jobsamtale. De viste mig gymnasiet med stolthed og varme – bedre reklame kan en skole og dens undervisningsmiljø næppe få. Havde jeg været i tvivl, om jeg skulle fratræde min post som GL’s næstformand, ja så forsvandt tvivlen med det samme ved mødet med AGS.”

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nu glæder jeg mig til at blive en del af fællesskabet og til at bruge mine erfaringer fra mit tidligere virke, hvor strategisk overblik, sans for detaljen samt evne til at opbygge gode relationer og netværk har været en forudsætning.”

Jeppe Kragelund har selv undervist i fysik, kemi og astronomi på Rosborg Gymnasium og HF i Vejle, og hans særlige sans for at motivere elever og kolleger til at bringe fagene fra bøgerne og ud i virkeligheden passer som skræddersyet til Alssundgymnasiets lange tradition for en virkelighedsnær tilgang til undervisning, hvor teorien fra bøgerne helst skal kunne omsættes til praksis – og hvor eleverne selv kan prøve kræfter med tingene, så det faglige bliver mere meningsfuldt og også gerne lidt sjovere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det optimale match

Der er særligt tre faktorer, som Jens Jørgen Nielsen, formand for bestyrelsen på AGS, fremhæver om den kommende mand i rektorstolen: Hans smittende engagement, hans store netværk og det optimale match med AGS’ profil.

”Vi er meget begejstrede over at kunne tiltrække så stor en kapacitet til vores gymnasium,” siger Jens Jørgen Nielsen. ”Ikke alene er hans naturvidenskabelige engagement et oplagt match med AGS, men samtidig kan hans brede erfaring og dybe forståelse for gymnasieverdenen også bidrage til at udvikle skolens andre profilområder som Culture og idræt yderligere. Ikke mindst i en tid med statslige besparelser, hvor der er brug for en leder, der har blik for både at samle og motivere lærere, ledelse og det teknisk/administrative personale, som et gymnasium består af.”

Artiklen fortsætter under annoncen

”At han tilmed både har en stor lokal kontaktflade, et udvidet netværk på nationalt niveau samt politisk forhandlingserfaring i gymnasiesektoren er alle kompetencer, AGS kan drage fordel af i skolens kommende samarbejder med både erhvervsliv og offentlige institutioner. Vi glæder os meget til samarbejdet med Jeppe,” siger han.

Jeppe Kragelund glæder sig også.

Ikke mindst til i samarbejde med alle skolens medarbejdere at videreudvikle den moderne skole, AGS allerede er og fortsat skal være.

“Jeg glæder mig ydmygt til at være med til at bygge videre på alt det gode, som er skabt på AGS. Som gymnasium er vi os overordentligt bevidste om, hvor vigtig en rolle vi spiller i forhold til at uddanne og danne de unge mennesker, så de får det bedst mulige afsæt for et godt og meningsfuldt voksenliv. Men det er en opgave, som vi ikke løfter alene. Derfor er gode samarbejdspartnere i og omkring Sønderborg en vigtig del af et åbent og fremtidsorienteret gymnasium som AGS. Jeg glæder mig til at bygge videre på alle de gode samarbejdsrelationer, som AGS har med fx andre skoler, kulturinstitutioner og både mindre og større virksomheder. AGS er en naturlig del af Sønderborg, og Sønderborg er en naturlig del af AGS.”

 

5. maj 2024 112, Sønderborg

Cyklist i solouheld

5. maj 2024 112

Søndag middag væltede en 19-årig mand, som kørte på cykel pludseligt på Skovvej i Sønderborg. “Han begyndte at få kramper”, siger et vidne til SønderborgNYT og tilføjer, at det kan være et epilepsianfald. Politiet kom også til stedet og det samme gjorde en ambulance. “Den unge mand blev kørt til sygehuset, men det lader ikke […]

Læs mere...