Den 1. juli trådte de nye regler om et intensiveret kontaktforløb i kraft for alle landets dagpengemodtagere. Dermed øges antallet af samtaler i den tidlige indsats, og samarbejdet mellem a-kasserne og jobcentret styrkes. Det glæder man sig over i Sønderborg, hvor forberedelserne har været i gang længe.
Indsatsen til de ledige dagpengemodtagere har måttet stå model til megen kritik de senere år. Et af kritikpunkterne har været, at indsatsen i a-kassen og jobcentret stak i forskellige retninger – den røde tråd i forløbene manglede simpelthen.
Derfor er den røde tråd også et af de afgørende elementer i beskæftigelsesreformen, som bl.a. indeholder et intensiveret kontaktforløb for de ledige, som nu skal til seks samtaler i jobcentret inden for de første seks måneder af en ledighedsperiode. A-kassen er med ved to af disse samtaler, og det ser alle parter frem til.
De kender hinanden
“Medarbejdere i jobcentret og a-kasserne skal fremover arbejde tæt sammen om mødet med den ledige, indholdet i
samtalerne og brugen af den aktive beskæftigelsesindsats. På den måde bidrager jobcentret og a-kasserne med hver deres særlige kompetencer, og den ledige vil opleve at være centrum for en fælles indsats, der er tilrettelagt ud fra den enkeltes behov”, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Jan Prokopek Jensen i en kommunal pressemeddelelse..
Han understreger samtidig, at der på ingen måde er tale om et nyt samarbejde, så medarbejdere i både jobcenter og a-kasser er allerede klædt godt på til den fælles opgave:
“Vi har haft en samarbejdsaftale med a-kasserne siden 2007, og nu udvider vi samarbejdet med en aftale om de nyledige dagpengemodtagere og det fælles kontaktforløb. Vi har tidligere samarbejdet i forhold til både langtidsledighed, akutpakkerne og den erhvervsrettede opkvalificeringsindsats, så vi kender hinanden rigtig godt. Men Jobcenter Sønderborg har alligevel forberedt sig særlig godt på dette samarbejde og har bl.a. holdt fælles temadage og dialogmøder med a-kasserne”.
Målet er, at ledige tilbydes en sammenhængende og koordineret indsats i beskæftigelsessystemet, der kan hjælpe den pågældende tilbage til arbejdsmarkedet og i varig beskæftigelse hurtigst muligt.