Jørgen Mads Clausen træder ud af Danfoss’ bestyrelse og stopper som formand

21. marts 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Danfoss’ tidligere administrerende direktør og nuværende formand Jørgen Mads Clausen har meddelt, at han går af som formand og udtræder af bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen på fredag den 25. marts 2022. Næstformand Jens Bjerg Sørensen er indstillet som ny formand.

“Danfoss er større, stærkere og mere global, men også en virksomhed med et klart formål om at bidrage til den grønne omstilling med vores energieffektive løsninger og produkter. Det har været en fornøjelse at sikre mine forældres livsværk til gavn for Sønderjylland, Danmark og verden. Nu er det tid for den næste generation at tage føringen”, siger Jørgen Mads Clausen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jørgen Mads Clausen var administrerende direktør fra 1996 til 2008 – og siden generalforsamlingen i 2009 har han været bestyrelsesformand. I fremtiden vil han – på linje med Bitten Mads Clausen, som var en af verdens første kvindelige bestyrelsesformænd fra 1966 til 1971 og siden næstformand – fastholde sit stærke engagement i Danfoss.

På generalforsamlingen den 25. marts2022  træder, som nævnt, Jørgen Mads Clausen ud af bestyrelsen og det samme gør William Erwin Hover Jr. I stedet foreslås Karin Dohm og desuden foreslås Mads Clausen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsen foreslår genvalg af Jens Bjerg Sørensen, Mads-Peter Clausen, Per Falholt, Connie Hedegaard, Jürgen Reinert og Mika Vehviläinen. Derudover foreslår bestyrelsen Marianne Godballe, Bent Lewke, Henning Andres Krogh og Henning Bjørklund, der er valgt af medarbejderne.

I fremtiden vil familieejerskabet i Danfoss A/S og Fonden være som følger: Mads-Peter Clausen, der er søn af Peter Mads Clausen, fortsætter i Danfoss’ bestyrelse og bliver nyt medlem i Bitten & Mads Clausens Fond.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mads Clausen, der er søn af Jørgen Mads Clausen bliver ny i Danfoss’ bestyrelse og fortsætter sit hverv i bestyrelsen for Bitten & Mads Clausens Fond.

Jens Martin Skibsted, som er søn af tidligere bestyrelsesmedlem Bente Skibsted – som er datter af Mads og Bitten Clausen – har siden 2012 været medlem af bestyrelsen for Bitten & Mads Clausens Fond.

Den endelige konstituering og rollefordelingen i bestyrelsen i Danfoss A/S vil ske efter generalforsamlingen. Bitten & Mads Clausens Fond er med 48,8 procent hovedaktionær i Danfoss A/S med 86 procent af stemmerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ejerforholdet såvel som den strategiske retning i Danfoss A/S og i Bitten & Mads Clausens Fond fortsætter uændret.