En festlig sommertradition fortsætter, når Kongeparret bliver modtaget tirsdag den 9. juli 2024 i Gråsten i forbindelse med sommeropholdet på Graasten Slot.
Det glæder borgmester Erik Lauritzen.
”Vi er meget stolte over, at den kongelige familie fortsat ønsker at bruge Graasten Slot. Det betyder meget for os i Sønderborg Kommune samt sønderjyderne, at landsdelen har stærke bånd til Kongehuset”, siger han i en pressemeddelelse.
Sønderborg Kommune modtager Kongeparret på Torvet i Gråsten tirsdag den 9. juli. Tidspunkt og detaljer for modtagelsen meldes ud senere.
”Vi glæder os til at byde Kongeparret velkommen i Gråsten, og vi er meget glade for, at Kongeparret dermed fortsætter den tradition, som Dronning Margrethe fulgte i mange år i forbindelse med sommeropholdet på Graasten Slot. Når Kongeflaget er hejst på Graasten Slot, så er det for mange sønderjyder den dag, hvor sommerferien virkelig går i gang”.















