Billy Cross startede koncerten i Kultursalen med at fortælle, at hans selv, Flemming Ostermann og Mik Schack ville spille nogle af de gode gamle, amerikanske ’50er-sange.
“Dengang handlede det om sex og biler – og sex i biler. Det er derfor de amerikanske biler er så store. I kender sikkert 2CV og kan selv regne det ud”, sagde Billy Cross til de godt 150 mennesker, der var samlet foran scenen.
Inden koncerten måtte Mik Schack en tur i Superbrugsen og hente øl.
“Her i hallen er der kun Tuborg og jeg vil ikke støtte et bryggeri nord for Kongeåen. Slet ikke når man kan købe de amerikansk inspirerede Early Birds fra det lokale bryggeri, Fuglsang”, sagde Mik Schack og roste øllen for ikke at minde om mange af de specielle øl fra de mange microbryggerier.
“Der har de det med at fylde så meget humle i, at det trækker emaljen af tænderne”, sagde han.
Udkantsdanmark
Mik Schack kunne også fortælle, at det rigtige Udkantsdanmark ligger på Sjælland, Nærmere bestemt lige nord for København.
“Der konkurrerer folk nærmest i at komme så tæt på kanten som muligt. Og de køber megadyre huse, som de så sælger videre med fortjeneste, indtil der er en, der i sidste ende lander med aben. Ligesom ham bokseren, der havde lånt en masse penge i Amagerbanken. Resten kender i vist”, sagde Mik Schack.
Selv kunne han have boet på Schackenborg Slot, fordi det er hans familie, der i sin tid havde det.
“Der er nogle, der gerne ser greven flytter ind, men han vil hellere lave ballade og spille musik”, sagde Mik Schack og fortalte videre:
“Det er danskerne, der betalte istandsættelsen, der nærmest har ødelagt Schackenborg. Prins Joakim fik det som en gave fra folket, men smuttede til Nordsjælland og var ligeglad med gaven til 100 millioner kroner”, sagde Mik Schack og tilføjede, at det i dag faktisk er Danfoss, der er alene om at betale ind til fonden.
“Ecco har også været med, men det var mest fordi direktøren gerne ville være kalif i stedet for kaliffen – og det bliver han aldrig. Lego har deres navn på. men de bidrager ikke med noget som helst”, sagde Mik Schack.
Speciel sammensætning
De tre herrer kan med deres meget forskellige genrebaggrunde byde på en helt bestemt stemning, der er interessant og stemningsfuld at lytte/ danse til, også særlig på grund af den skægge konstallation: Sang/Guitar/Bas & Vaskebrædt.
Flemming Ostermann bemærker, at Kultursalen godt kan mindre lidt om en gymnastiksal.
“Sidst jeg var i en gymnastiksal skulle vi rejse og sætte os i det uendelige. Der var barnedåb”, sagde Mik Schack.