KV21 – Debatindlæg: Siloen på havnen i Augustenborg skal væk!

29. september 2021 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådskandidat Mikkel Blønd Vestergaard, Konservative, skriver:

Socialdemokratiet vil bevare siloen på havnen i Augustenborg og omdanne den til klatrevæg.
Må jeg anbefale, at man lige stopper op og benytter lejligheden til at tænke sig om to gange inden man freder det monstrum af et øjebæ på byens absolut bedste grund. Måske der findes bedre og mere langsigtede løsninger end at efterligne alle mulige mere eller mindre heldig soloprojekter rundt om i kongeriget, hvor siloer ikke sjældent bruges til klatrevægge.

Artiklen fortsætter under annoncen

Siloen skal ikke bevares. Den skal rives væk,og det er der en rigtig god grund til.

Augustenborg havn ligger adskilt fra Augustenborg by. Siloen kiler sig lige ind imellem og umuliggør en fornuftig og god sameksistens imellem by og havn. Det er skidt, både for havnen såvel som for byen. Når siloen er væk kan vi give havnen tilbage til Augustenborg, med alt hvad dertil kommer af muligheder.

Prøv at sammenligne havnen med havnen i Høruphav. Der er der en fin og sund sammenhæng til byen. Der er aktiviteter. Der er havnebad, der er spiseborde, der er promenade. Havnen er attraktiv, og tiltrækker mange sejlere. Der er kort og godt et sundt havnemiljø. Augustenborg havn er vel nærmest en død sild. Derfor må vi ikke lade denne chance gå os forbi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konservative vil foreslå, at arealet, som siloen er bygget på, omdannes til borgerinddragende aktiviteter, som skaterpark, borgerhaver, havnebad, park og selvfølgelig også boliger. Måske vi skal lave en lille kanal med bro over, for at skabe lidt hygge. Der skal være restaurant og café, og et ishus, som folk kan hygge sig. Vi skal have bålsted og spiseborde for picnic. Vi skal lytte til den borgergruppe, som har tænkt tanker og udvælge det bedste de har fundet frem.

Der skal også være plads til lidt industri. Værftet skal kunne være der, både skal kunne lægges op på arealet ved motorbådsklubben.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alt dette bliver muligt hvis vi får revet siloen væk. Så kan by og havn vokse sammen og blive ét.