KV21: Erhvervsturisme kan være nøglen til at flere vil bo i vores kommune

11. marts 2021 KV21 Skrevet af: Ole Kæhler

Der er så mange muligheder for erhvervsturisme her i Sønderborg og der er penge at hente. En erhvervsturist lægger mange flere kroner end en såkaldt almindelig turist. Og udenlandske erhvervsturister lægger endnu flere. Så vi skal satse på at trække dem til, siger Sarah Maria Grønbæk, som har sit navn på Venstres liste over byrådskandidater.

“Når det handler om erhvervsturisme, så batter det ikke rigtigt noget med en event og en konference i ny og næ. Vi skal sammentænke nogle ting og så gå all in i et samarbejde mellem kommune og de private virksomheder”, siger Sarah Maria Grønbæk. Hun tilføjer, at i samarbejdet skal kommunens medarbejdere have frie tøjler, så de kan få plads til at folde al deres viden og kunnen ud.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun mener på ingen måde, at det middelmådige kan være mulighed.

“Vi har Als Stenrev og vi skal klimasikre området mod oversvømmelser. Det skal vi tænke sammen med Verdensmålene og slå os op på at være foran alle andre. Engang var Sønderborg i front, når det handlede om miljø, men det er vi ikke længere og læren af det må være, at vi skal gå hele vejen og være i konstant udvikling”, siger Sarah Maria Grønbæk.

Flere erhvervsturister giver penge i kassen mange steder i Sønderborg og resten af Als.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og flere penge gør det muligt for butikker, turistaktører og andre at udvikle og det vil gøre kommunen endnu bedre at bo i”, siger Venstre-kvinden.

Flere tilflyttere

Og det med at flere skal slå sig ned i Sønderborg er ret vigtigt, fordi der bliver flere og flere ældre – og det kræver endnu flere borgere, som lægger skattekroner i kommunekassen, så der er penge til ældrepleje og anden velfærd.

“Jeg går meget ind for, at unge mennesker rejser ud og uddanner sig, men på sigt skal de helst vende hjem igen, finde et job, købe en bolig og få nogle børn”, siger Sarah Maria Grønbæk. Hun ved, som mange andre, at der er en stor del af de unge, som bliver boende i de byer, hvor de uddanner sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og derfor skal vi også have flere uddannelser i Sønderborg, hvor det stort set kun er ingeniøruddannelser, som er trækplaster. Men inden vi beslutter, hvilke uddannelser, som vi vil prøve at få hertil, så skal vi først finde ud af, hvilke kompetencer der er, som vi mangler i området”.

“Det kan være, vi skal satse på at uddanne dykkere, kokke, eksportingeniører, tjenere, dyrlæger”, siger Venstre-kandidaten.

“Uanset, hvad vi beslutter os for, så skal det tænkes ind i en helhed. Og det med at tænke tingene ind i en helhed, det skal vi på alle områder, hvor kommunen er involveret. Det skal være en rød tråd”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sarah Maria Grønbæk tilføjer, at når politikerne beslutter sig for, at kommunen skal gøre et eller andet, så skal der sættes nok arbejdstimer og penge af, så opgaven løses helt og fuldt. Og så skal vi tænke på, at jo mere Sønderborg Kommune har at byde på, jo flere er der, som får lyst til at bo her.