KV21: Valgkampens kommunikative vindere

16. november 2021 KV21 Skrevet af: Ole Kæhler

De har knoklet, slæbt og kravlet i lygtepæle. De har skrevet, talt og debatteret til hudløshed. De har delt brochurer ud, aktiveret netværk og lavet happenings. For de 105 kandidater, der er opstillet til byrådet i Sønderborg, kulminerer tre ugers intensivt arbejde og et helt valgår i aften kl. 20, når valgstederne lukker.

SønderborgNYT har bedt ekspert i politisk kommunikation Trine Lindén om et bud på hvilke kandidater, der har været særligt gode til at skille sig ud i valgkampen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hvis vi starter med blå blok har Venstre flere stærke kommunikatører. For eksempel har Vivi Brit Nielsen været god til at sætte sig selv og sin personlige historie i spil samtidig med, at hun har været kreativ og tænkt ud af boksen. En anden dygtig kommunikatør er Thomas Worm Larsen, hvis anderledes valgplakat har skabt blikfang og opmærksomhed. Han er også manden bag et forslag om at få ’Tomorrowland’ til Sønderborg, hvilket blandt andet gav omtale på landsdækkende tv. Også hans kusine, Marie Frost Andresen, har været dygtig til at identificere sin primære målgruppe og fokusere sin indsats på dem”, siger Trine Lindén.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dog er der én kommunikatør over dem alle, der ifølge Trine Lindén har begået en kommunikativ genistreg:

”Det er stærkt gået af Venstre at få samlet hele blå blok i et fælles valgforbund. Valgforbundene er altid en fordel for det største parti og det bliver uden tvivl Venstre. Alligevel er både DF, NB, LA og Konservative gået med i forbundet, som har været en stor kommunikativ styrke for Venstre og Ellen Trane Nørby. Hun står som den kompetente person, der har formået at samle hele blå blok og har ligeledes været skarp og god i debatterne og til at præsentere de fælles politiske forslag. På de sociale medier er hun i en liga for sig. Bagsiden af medaljen er, at en så dygtig og erfaren debattør let kommer til at overskygge de fire andre mere ukendte spidskandidater i valgforbundet, der ikke rigtig har formået at trænge igennem eller formidle deres vision for Sønderborg”, siger Trine Lindén.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også rød blok har ifølge Trine Lindén mange kommunikationstalenter, der i valgkampen har været særlig gode til at få deres budskaber ud over rampen.

”Jørgen Jørgensen fra SF fortjener at blive fremhævet for sin kommunikation – ikke fordi han er specielt stærk på sociale medier eller benytter utraditionelle kommunikationskanaler – men fordi han er en knivskarp ideolog. Han formår virkelig at forklare, hvorfor han mener, som han gør. I spørgsmålet om frit valg i hjemmeplejen er han befriende klar i sin udtalelse om, at han som SF’er mener, at hjemmeplejen alene skal være en kommunal opgave. Man kan være enig eller ej, men Jørgen Jørgensen er du ikke i tvivl om, hvor du har”.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hos Socialdemokratiet har det være interessant at se Jesper Kock og Jesper Smaling i parløb og blandt andet sætte fokus på børnefamiliers vilkår i Sønderborg. Der er kommet noget godt ud af ,dynamikken mellem de to småbørnsfædre og de har lavet nogle rigtig fine kommunikative greb sammen. Det er for eksempel børnearrangement, institutionsbesøg og merchandise i børnehøjde. Samtidig har de også haft fokus på den unge målgruppe med sjove påfund og videoer på sociale medier. Og når vi nu er ved de sociale medier, vil jeg også fremhæve Didde Lauritzen. Hun er eminent i særligt den defensive rolle i kommentarsporerne. Hun er en fremragende og saglig debattør med styr på fakta, der ofte sætter de politiske modstandere til vægs”, siger Trine Lindén.

Artiklen fortsætter under annoncen

I midten mellem de to fløje fremhæver Trine Lindén Fælleslisten.

”Fælleslistens nye frontfigur, Stine Duus Petersen, har knoklet på med al den virkelyst og entusiasme, der kendetegner en ny kandidat, som brænder for sin sag, og hun har gjort det rigtig godt. Hun har omsat sin egen viden og erfaring til relevante indspark i den politiske debat om eksempelvis borgerinddragelse, lige vilkår for store og små virksomheder samt manglen på kvinder i politik. Stine Duus Petersen insisterer troværdigt på, at en lokalliste uden om de etablerede partier har sin berettigelse. Ifølge prognoserne får Fælleslisten ikke plads i byrådet, men det er bestemt ikke Stine Duus Petersen skyld”, siger Trine Lindén

I midten mellem blå og rød blok er også Slesvigsk Parti, der i valgkampen har været synlig på alle kommunikationsplatforme og kanaler.

”Alligevel virker Slesvigsk Parti ikke til at have helt samme saft og kraft som ved valget i 2017, hvor de førte en forrygende valgkamp med mange nye spændende, kloge og sjove tiltag. Dem savner jeg denne gang, hvor det hele mest virker som gentagelser. Det ændrer dog ikke ved, at Stephan Kleinschmidt er en dygtig kommunikator, og med et seriøst markedsføringsbudget, der både omfatter massiv eksponering på sociale medier, annoncer og hele annonceomslag er han svær at overse. Brandingen af Kleinschmidt som brobygger er effektiv, men det er sværere at få øje på hans samlede vision for et Sønderborg med ham for bordenden”, siger Trine Lindén.

20. april 2024 Kultur, Gråsten

Den Kongelige Køkkenhave åbner den 2. maj

20. april 2024 Kultur

Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot åbner sæsonen torsdag den 2. maj kl. 10, så man igen kan nyde den smukke køkkenhave, skriver Sønderborg Kommune. Frivillige fra køkkenhavens Frivilligforening vil i forbindelse med åbningen vise gæster og interesserede, hvordan podningen af æbletræer foregår. Derudover vil børn fra den lokale børnehave Tumleby plante græskar og squash, […]

Læs mere...