Der har i dagene efter sidste uges kommunalvalg floreret mange rygter om konstitueringsforhandlingerne, men ifølge borgmester Erik Lauritzen har flertalsgruppen arbejdet videre, siden byrådsmedlemmerne forlod Ulkebøl Skole på valgnatten.
Efter valget har flertalsgruppen arbejdet videre med processen, mens Venstre i første omgang meldte klart ud, at partiet ikke ønskede at blive en del af en konstitueringsaftale.
Selvom Venstre hurtigt vendte flertalsgruppen ryggen, valgte Erik Lauritzen alligevel at række ud igen for at undersøge, om der kunne findes en løsning.
”Jeg har rakt ud et par gange og spurgt, om vi måske kunne finde ud af noget alligevel, og der har været forskellige forslag til noget, som kunne bringe os sammen. Og det handler jo selvfølgelig om nogle forskellige poster og så videre”, siger Erik Lauritzen i et tv-interview til SønderborgNYT.
På baggrund af drøftelser mødes Venstre så i aften med flertalsgruppen, bekræfter Erik Lauritzen.
”Vi er nået frem til, at vi mødes i aften, og så snakker vi igen, og så håber jeg, at vi kan blive enige om noget, men nu må vi se”.
Ifølge Erik Lauritzen er målet at skabe en så bred politisk forankring som muligt, da det er vigtigt for stabiliteten i Sønderborg Kommune.
På spørgsmålet om, hvornår der kan ligge en endelig konstitueringsaftale, er borgmesterens vurdering, at der nok kan gå et par dage endnu.























